Bergen med en Nordlandsjagt, og Frieren skulde ogsaa nedover med det samme. Tre Dage laa de og drev og kom ingen Vei formedelst Dødvand og Vindstille. Den fjerde Dagen sagde da Præsten til Finnen, som havde friet til Tjenestepigen hans: „Du, som er en Fin, maa vel være Mand for at skaffe os Vind.“ Ja, det kunde der da være Raad til. Finnen fik nu laant sig en Halsdug af Pigen og knyttede det om Rorpinden med tre Knuder. „Nu kan du løse, efter som du vil have Vinden stærk til,“ sagde han til Styrmanden. Første Knuden løste de strax, og fin Vind havde de i det samme. Saa løfte de den anden, og saa gik det endnu fortere. Da de skulde begynde paa den sidste Milen, løste de ogsaa den tredie; men det kunde de gjerne ladet være, thi nu fik de slig Vind, at Søen røg som Aske, og Nordlandsjagten maatte gaa med blot et lidet Stykke af Seilet oppe, og de troede nu alle, at det var sidste Gang, de vare ude at seile. Pigen var rent fortvivlet og gav sig ganske over og holdt sig fast i en Taugende. Mens hun sad saaledes, kom Finnen hen til hende, tog hende om Livet og sagde: „Vil du nu være min Kone, saa skal jeg frelse Livet dit.“ „Nei, ikke om du kunde frelse det to Gange,“ sagde Pigen, „jeg har sat min Hu til Anden.“ „Ja saa gaa vi tilbunds begge to da,“ sagde Finnen med et mørkt Øiekast. „Det er tungt at dø fra den, man elsker, men det er Synd at svige,“ sagde Pigen.
Men hvor farligt det nu end saa ud for dem, var dog Lykken dennegang bedre, end de troede, og de kom Alle vel i Land. Præsten for til Hardanger og Pigen med; Finnen stod og saa efter dem med et Øie, som om han vilde se, hvad Vei de tog.
Et Aar eller to senere stod den samme Pige for Alteret med sin gamle Kjæreste. Ret som det var, kom en
