førtes som Fange til Tunis. Herfra fik han Anledning
til at skrive hjem til sin Stiffader paa Aamot og bad
ham om at faa udbetalt sin Fædrenearv for at kunne faa
Løsepenge. Men denne havde ingen Lyst til at rykke ud
med Arven, skjulte Brevet og svarede ikke. Ole døde i
Fangenskab, og da Moderen endelig fik Sammenhængen
at vide, sørgede hun sig tildøde.
Mundtlig fortalt mig. Om de dengang saa hyppige Forbindelser med Holland se mit i 1880 udkomne Skrift: Nordmænds Udvandringer til Holland og England.
En ung præstlært Mand kom fra Danmark til et
Præstekald i Nordland og havde en Pige med sig fra sit
Fødeland for at stelle i Huset. En ung „Fingubbe“ blev
forelsket i den vakre danske Pige og friede til hende. Han
skal have frembaaret sit Frieri saaledes:
Aa vil du ha’ deg en Fingubb spræk
Til din Make,
So er her Guten, som Ingen tek,
Stød i Taket.
Eit Hjarta trutt og ei Hytta varm
Ein Reinsdyrflokk og ein beinheil Arm
Er aa ta’ til.
Men Pigen vilde aldeles ikke have Fingubben og svarede Nei. Kort efter fik Præsten sig et nyt Kald i Hardanger, og Pigen fulgte med. De skulde reise til
