lykkedes ogsaa efterhaanden at fange ikke mindre end tyve af disse Forbrydere i Høland og Omegn. Selve Arve Bravkarl fik man fat i ved Pladsen Berikes i Høland. Soldaterne skjød paa ham, og han blev ramt af nogle Rendekugler i Ryggen, men løb endnu et godt Stykke, indtil et Bajonetstik gjennem Laaret, som han fik i en Snefane, tvang ham til at overgive sig. En Læge sendtes op for at behandle ham, og saasnart han var helbredet, førtes han til Christiania, da man ikke troede at kunne være sikker paa ham paa Landet. Han blev nu kagstrøgen og dømt til Slaveri paa Livstid; men Stiftamtmand Levetzau forestillede Regjeringen, at han helst burde sættes i en dansk Fæstning, fordi man idelig maatte frygte, at han skulde undvige.
Saa kom han, ligesom ogsaa Stikke-Per, til Kronborg. Alle de andre Slaver kaldte ham her „Far“, viste ham formelig Beundring og lyttede til med største Opmærksomhed, naar han fortalte dem om sine Bedrifter. En Major Wadskjær, som paa den Tid var ansat ved Fæstningen og ofte gav sig i Samtale med Arve, har optegnet adskillige af hans Fortællinger. Blandt andet gjorde han sig meget til af, at han paa engang havde taget 7000 Rdlr. (!) fra en Præst i Norge og derpaa ukjendt reist til Christiania, hvor han „klædte sig med Guldgaloner paa Vesten, spillede Billard, levede høit og forødede Altsammen.“
Tilsidst rømte han ogsaa fra Kronborg i Følge med et svensk Fruentimmer. Han skal have taget Veien over Øresund; Nogle paastod, at han druknede under Overfarten.
Han var en velvoxen Mand med yderst smidige Lemmer, som gjorde ham det let at faa Jernene af sig. Som flere Stortyve „stjal han fra de Rige og gav de Fattige“.
