Firkant uden Vindue eller Hul paa Taget, Skorstenen og Sprækkerne i den neppe halvanden Alen høie Dør vare de eneste Aabninger for Dagslyset. Denne Stue, saavelsom de øvrige deromkring, vare byggede af krogede Birketræer, knapt tre Tommer tykke, og de aabne Mellemrum mellem Træerne stoppedes udenfra med Komøg og indenfra med Mose. Paa en anden Plads var dog et tyndt Skind, der kaldes Sjaaskind, anbragt som et Slags Vindue.
Mellem Gaardene paa den østre Side af Mjøsvandet er Juvik i Tinn. En Gut, som hed Andres og siden blev kjendt under Navnet „Argehovden“, friede til Margit, Datteren paa Juvik, og hun vilde ogsaa gjerne have ham, men Faderen modsatte sig og var saa vred paa Andres, at han ikke taalte at se ham for sine Øine. Da nu Andres ikke paa anden Maade kunde faa Margit, rømte han med hende tilfjelds og drog langt bort over Heiene henimod Numedal, hvor de holdt sig skjulte saa godt, de kunde. Snart kom Andres i Lag med en Tyv, som var meget bekjendt i de Dage under Navn af „Pipargaren“. Selv skal dog Andres ikke have stjaalet, men han hjalp Pipargaren med at bære hans Tyvekoster for ham. Endnu har man herom et Vers:
Pipargaren va rask’e te stela,
Men Argehovden va sterkar’ te bera.
Tilsidst begyndte dog Andres at blive kjed af denne Levemaade, og Margit vel endnu mere. De vovede sig da henimod Mjøsstranden, men turde ikke gaa ned i selve Bygden. Fra en Fjeldnute saa de ned til Juvik og fik da se, at der var Ligfærd. Det var Margits Fader, som der blev holdt Gravøl efter. Margit gik da ned til Gaarden til sin Søster og klagede sin og Andres’s Nød. De fik nu Lov at rydde sig en liden Plads og opførte en liden Stue, hvor
