Gulvet og var nok ikke saa gal Hallingdanser endda, skjønt han bare var en Døl. Men han skjønte, at de vilde have ham frem paa Gulvet for at kringsætte ham fra alle Kanter. For ikke at slippe dem ind paa sig gjorde han da det ene Rundkast efter det andet, saa at Valderserne hverken kunde faa flaa eller stinge ham. Kom en Valders lidt for langt ind i Ringen, kunde han snart baade faa høre og føle Hans’s Skohæle om sine Øren. Men Hans begyndte nu at skimte flere og flere Knive i Næverne paa de Karle, som stod omkring ham. Nu havde just Kjøgemesteren og Forgangsfolkene lagt Mad paa Bordet, mens Valderserne havde holdt paa med Hans, at han skulde frem og danse. Bordet stod altsaa duget. „Nu skal jeg røre op i Svinetraugene deres,“ tænkte Hans og sprat op paa Bordet. Og nu blev det fuldt Spil. Kopper, Krus og Fade haglede udover Dansefolket, kogende Suppe og anden Mad drev og dryppede nedefter Hoved og Kropper paa dem. Hans bare bad dem tage for sig. Da der ikke var mere igjen af Kopper og Mad, begyndte han at træde isønder Bord og Bænke. Fliser og Stubber jagede da dem paa Dør, som ikke Suppen og Kopperne havde faaet afsted. Da Hans saa sig omkring, var han ene i Stuen. Han havde gaaet slig Berserkergang, at han knapt vidste, hvor han selv var. „Jeg maa ud,“ tænkte han, „at se, om jeg kan støde paa Folk nogensteds.“ Paa sin dansende Fod gik han da ud gjennem Døren, men da han kom i Svalen, stod der en Mand med en lang, blank Kniv i Haanden, færdig til at stinge ham. „Vil du stinge, duk“ sagde Hans, og spændte til ham over Armen, saa Kniven gik af Haanden og stod fast i Taget høit over Manden. „Der staar Kniven din,“ sagde Hans og sprang ud paa Tunet. Om Haanden gik af Led eller gik tvert af, vide vi ikke, men sagtens var det et af
