„maa vi samles her i Morgen i Solrenningen, og da skal vi bytte Ren. Jeg tror, det skal blive et Renebytte, som det skal gaa Ord om i Bygderne, saalænge Graahø staar.“ Valderskarerne glemte at komme igjen den Morgen.
Engang havde Valderserne bedet Hans til et Bryllup. Han forstod vel, at det ikke var gjort af Venskab, men for at de kunde faa Tag i ham og give ham Juling. Ligevel gik han. Den første og anden Dag gik idet noksaa fredeligt og stilt, men den tredie Dag var ikke lig de to første. Valderserne drak, saa de bleve fulde, idetmindste lod de saa. Saa raabte de paa Halling, og Spillemanden satte i med selve Fanitullen, saa det ljomede i Bjelkestuen. Valderskarlene ere nu berømte for at være myge og spræke i Hallingdansen, og det viste sig ogsaa i dette Bryllup. De dansede paa Hæl og Haser, sprat og spændte, tullede sig rundt ned paa Gulvet og kunde i det samme svæve rundt i Luften og tage „Kruna“, saa det skraldede i Stuen. Med Hujing og stygge Læter af alle Slags for de omkring som vilde Dyr. Det kunde jo paa en Maade være morsomt nok for en Fremmedkarl at sidde i en Krog og se paa alt dette, men Hans likte sig dog ikke rigtig her. Han sad stille borte i Bænken, med Armene paa sine Knæ og bøiet Hoved. Han skjønte, at den Tid var kommen, da det maatte briste eller bære. Og da Valderserne havde danset og larmet, saa de holdt paa at revne af Hede og at smelte af Svedebadet, gik de hen til Hans og spurgte, om ikke ogsaa Dølen skulde have en Hallingstub. Hans undskyldte sig og sagde, han vilde helst slippe; „han var nu bare en Døl han, og Hallingen var ikke saa meget i Brug der, at han kunde danse.“ Jo, frem paa Gulvet skulde han, det var ikke Tale om andet, mente Valdersen. Med et kom der da Liv i Hans, og med et rask Spring fløi han over Bordet og fremefter
