var Hans ude paa Skytterfærd igjen. Han stødte paa en Valders da med, og denne gav sig i Følge med ham. Han saa strax, at det var den samme Karl, som han havde havt at bestille med Dagen forud, men Valdersen lod, som om han ikke kjendte Hans, og var nu saa ganske aparte blid og snil. En saa godlyndt Valders havde Hans aldrig kjendt; han talte saa frit og venlig om baade Løst og Fast, at der ikke var Ende paa det. Tilsidst foreslog Valdersen, at de skulde slaa sig sammen under sin Skytterfærd. Ja, Hans havde ikke noget imod dette, siden han havde fundet en saa pen Mand at snakke med. „Jeg havde ikke ventet at træffe en saa hyggelig Mand fra Valders,“ sagde han; „jeg kom igaar i Følge med en anden Valders, men det var en Djævels Brand til Krop. Han bandede og staakede, saa jeg blev rent bange, og tilsidst bandede han saa, at begge Skofillerne hans fløi af Fødderne paa ham og langt bort efter Fjeldet.“ Valdersen kjendte nok igjen den Historie, men hvad han svarede, vide vi ikke.
En Dag fik Hans ikke skudt nogen Ren før sent paa Kvelden. Han gav sig derfor til at gjemme den, for at ikke Ulv og Jerv skulde komme og tage den. Men inden han vidste Ordet deraf, var han kringsat af fem, sex Valderser, som alle paa en Gang skreg paa, at de vilde have „Grundlut“ i Bukken. Hans lovede nu dette og gjorde gode Miner for at blive dem kvit. Valderserne tog nu til at drage Stene og lægge paa Dyrekroppen, og saa store, at de ikke troede, nogen Mand kunde faa dem bort. Hans stod og saa paa en Stund, men gik saa hen og tog en Sten og lagde paa Renens Hoved. „Forsegla de Rova, so forsegler eg Hovudet,“ sagde han. Hans’s Sten var saa stor, at Valderserne ikke troede sig stærke nok til at løfte den af Dyret. „Og nu,“ sagde Hans,
