serne. De mente begge at have Ret til at fiske, hvor de vilde, og saa bleve de uenige med hverandre. Ofte maatte ogsaa Dølerne give sig, naar Valderskarerne rispede Hul i deres Skind med Kniven. Naar en Døl havde skudt en Ren, hændte det sig ofte, at der kom tre, fire Valderser og bød ham enten at tage imod Juling eller give fra sig Bukken. Og de skjønte snart, at Hans ikke var noget Legebarn for en Mand alene, derfor var der ofte fem, sex af dem i Følge, naar de mente at skulle træffe paa ham. Hans skjød godt og havde god Bøsse, saa det var ikke langt imellem hver Gang, han skjød et Dyr. Men Valderserne fulgte efter, ligesom Ravnen følger Graabenen. Aldrig før havde han fældet en Buk, førend de kom og vilde have „Grundlut“ i den og sagde, den var skudt paa deres Eiendom. Men Hans tog sig ikke nær af, om nogle „Blaatrøier“ kom og ristede lidt paa ham. Og hændte det engang imellem, at de kunde skræmme ham en Smule, tiede han stille dermed, for at det ikke skulde rygtes hjemme i Gudbrandsdalen.
Engang kom en Valders og vilde bytte Bøsse med Hans, men Hans vilde ikke bytte. Valdersen stod paa sit og blev tilsidst saa hidsig, at han fløi lige i Synet paa Hans og lovede ham Juling, om han ikke vilde bytte. Hans stod bare og „kaldflirte“. „Kom hid, du spræke Manden, saa skal jeg lære dig et Kast, som vi Døler bruge, naar vi danse Halling, og som vi kalde Revastupen.“ Valdersen mente, at ikke skulde en Døl lære en Valders at gjøre Hallingkast, og blev ved at bande og larme endnu værre end før. Nu gik Hans lige i Bringen paa ham og „skaut Spørv med ham“, saa han slængtes bort efter Fjeldet og begge hans Sko fløi ham af Fødderne. Valdersen tiede da stille, sankede Skofillerne sammen, saa godt han kunde, og luskede af. Morgenen efter
