ikke bedre med Guttorm end med Hans; han faldt omkuld i Marken han ogsaa, og Døvringen blev nu kry for Alvor. Men da Guttorm havde hvilet en Stund, sagde han: „Det skulde dog være morsomt at friste et Tag til.“ „Ja her er nok Raad til det,“ sagde Døvringen og „kaldflirte“. Nu begyndte det da. De to forrige Tag var for Ingenting at regne mod dette Nu var Tiden kommen, da Guttorm ret vilde bruge Magten sin, men endda holdt det haardt. Tilsidst løftede han ham op og kastede ham i Marken med forfærdelig Støi og Larm. Døvringkjæmpen havde tabt. Blodet silede ham baade af Øren og Næse, og han blev liggende som død en Stund. Da han atter reiste sig, slængte Guttorm efter ham det Ord: „Er der Raad til Mere nu, mener Du?“ Troligt er det ogsaa, at Hans siden tog ham, thi han fik siden gaa paa Exercerpladsen som „Frikarl“.
Da Hans skulde have Mundering paa, var det ikke let at finde et Plag, som passede ham, men tilsidst fandt man da en Mundur, som til Nød kunde bruges. Men ved det første Hallingkast, han gjorde, røg Buxerne itu. Han havde nemlig den Skik, naar han dansede Halling, at han sprat høit op og slap sig ned igjen med begge Ben ende ud, et til hver Side. Man har endnu det Ord efter Hans: „Denne Kongen vor er en laak Kar, som ikke engang kan gjøre Karerne sine saapas Klæder, at de taaler, at en Mand røiver sig i dem.“
Hans holdt sig meget i Fjeldene for at fiske og skyde Ryper, Aarhaner og Rensdyr. Især var han ofte at finde ved Vinstervandene og boede der den største Part af Sommeren og en Del af Vinteren med. Her stødte han da jevnlig paa Valderser, som ogsaa vilde fiske og skyde. Der er mange af disse Vinstervandene, og somme høre til Dølerne (Gudbrandsdølerne), somme til Valder-
