Hans var den bedste Fisker, Skytter og Skiløber i
Bygden, Ingen kunde danse Halling eller Springer som
han. At tage „Kruna“ i et Rundkast var ham en smal
Sag, om den end laa noget høit. Og fremfor Alt var
han en Mester i at drages. Han var ikke den Mand,
som væltede sig ind paa dem, som ikke aarkede noget; men
hørte han tale om rigtige Slaaskjæmper, kunde han ikke
dye sig, men maatte friste, hvad han duede til.
Det første Aar, som Hans skulde op til Brudevangen for at exercere, fulgte Guttorm med ham med Nisten. Da de kom frem, fik de se en Døvring (Mand fra Dovre Sogn), en Kjæmpe, som gik omkring som en Goliath og manede alle de andre Soldater ud til Ryggetag. Med store Ord og kaade Spræt fløi han om paa Volden, men Ingen i hele Flokken havde Mod paa ham. Døvringen havde ogsaa været der Aaret iforveien, og var bleven navnkundig over hele Dalen for sin uhyre Styrke. Da nu Ingen vilde til, begyndte han at skjelde alle Soldaterne ud for nogle Rædharer. Dette kunde ikke Hans taale at høre paa. Han raadførte sig først med sin Broder Guttorm, og saa gik han frem paa Volden og bød sig til. „Jeg vil ikke kaldes en ræd og modløs Hare,“ sagde han, „førend jeg ved, hvad den Mand duer til, som kalder mig saa.“ Døvringen var naturligvis strax færdig, og nu kom det da til et Basketag. Men tilsidst vandt Døvringen. „Tvi dig, Vesle-Hans, var du ikke bedre!“ sagde Guttorm. „Jamen du skal vide, der var baade Ryg og Sener der,“ sagde Hans og drog sig lidt skamfuld undaf. „Det er Ryg her med,“ sagde Guttorm, „og ellers tror jeg ikke, det kan være saa farlig en Ryg hos en stivfrossen Døvring.“ „Siger du det, du?“ sagde Døvringen, som nu var endnu overmodigere end før, og for saa ind paa Guttorm og vilde flaa ham omkuld. Ja, det gik nu
