to. Valderserne bad ham meget om at blive i Laget deres, men Hans sandt, det var bedst nu at komme afsted, mens han endnu havde helt Skind og gode Lemmer.
Et af sine Sammenstød med en Valders omtalte Hans først, da han laa paa Sotteseng og skulde til at dø. Det var gaaet saaledes til. En Valders vilde engang, mens Hans var enslig i Fjeldet, skræmme ham til at give fra sig et skudt Rensdyr, han just stod og flaaede. Da Hans ikke vilde med det gode, trak Valdersen sin Kniv og fløi paa ham. Da „treiv“ Hans den Anden „i Skræv og Kuftekrage,“ snuede op og ned paa ham og kjørte ham mod Fjeldet. „Da skalv han, som naar En dræber en Fisk da. Jeg satte ham i et Myrhul et Stykke derfra. Aaret efter var jeg der og saa paa ham, men da havde han ulnet under Huden da.“
Om Kampe mellem Gutter fra de forskjellige Dale paa de mellem disse liggende Fjeldstrækninger har der forøvrigt vist været adskillige flere Sagn. Der fortælles saaledes, at paa Høisletten mellem Aasdalssæteren og Bretingsdalen stod for omtrent hundrede Aar siden et blodigt Slagsmaal mellem Ringebosogningerne og Østerdølerne i Anledning af, at de Sidste trængte ind over Almindingsgrændsen. Det endte med forrevne Skind, men Østerdølerne bleve fordrevne. Dog sluttedes en Fred, hvorved Østerdølerne beholdt tre navngivne Sætre. Disse Sagn have sin Interesse som betegnende for hine Dages Retstilstand. Det gamle Nag skal endnu ikke være ganske uddøet blandt Jætergutterne paa Grændsefjeldene mellem Dalene, og det er altid med en vis Forsigtighed, at de drive sine Kreaturer hen mod de gamle afmærkede Grændser.
Sagnene ere meddelte i Dialekt af Olav Aasmundstad i „Svein Urædd“, 1869, No. 51–52. Meddeleren tilføier, at Tiden, da
