Som bekjendt var Danmark og Norge i Frederik V.s Dage meget nær ved at komme i Krig med Rusland, hvis Keiser, Peter III., tillige var Hertug over en Del af Holsten og paastod Arveret ogsaa til det halve Slesvig. Krigen, der vilde have bragt Rigerne i de største Farer, afværgedes kun ved den berygtede Revolution, der skilte Peter ved Livet 1762. I fire Aar (1758–1762) havde derfor store danske og norske Troppemasser (af Nordmænd ikke mindre end 13–14000 Mand) været samlede i den kongelige Del af Holsten, og da de kom hjem, vare mange af dem blevne halve Tydskere. Adskillige havde giftet sig dernede og hjembragte Koner, hvis Sprog, Manerer og Klædedragt, især deres usædvanlige Hovedplag, vakte Opsigt og Forbauselse.[1] Nogle medbragte ogsaa slemme Sygdomme, men nogle havde ogsaa lært nyttige Kunster og Haandverk. Særlig ved man, at adskillige kom hjem som flinke Uhrmagere, og blandt dem kan nævnes to Karle fra Faaberg i Gudbrandsdalen, Christen Myren og Iver Rasmussøn.[2] Interessant er det ogsaa, at flere af Soldaterne, som i Holsten havde faaet Smag paa Potetes, efter Hjemkomsten udbredte denne Rodfrugt i Hjembygderne. Herom har man særlig Vidnesbyrd fra Odalen.[3]
Som rimeligt maatte være, har Traditionen temmelig længe holdt sig i Bygderne om disse „Holste-Karer“. Saaledes mindes endnu i Thelemarken Nils Olsen („Stærke-Nils“) fra Pladsen Rulleteig i Brunkeberg, der først var
