da, at det stod til ham, om han vilde blive Mand paa Gaarden. De bleve da gifte og fik en Søn Ole, der blev Lensmand og boede paa Gaarden Hovdejord.
Efterat den lange Ufred med Sverige var endt (1720), indkvarteredes Soldater rundt om paa Landet. Ogsaa Hiterdal fik sin Part, og Exercerpladsen var strax nordfor Hovedkirken paa Ryenjordet. Men Officiererne opførte sig saa overmodigt og uforskammet i sine Kvarterer, at Bønderne forbitredes. Lensmanden, Ole Olsen, den yngre, forsøgte da først med det Gode at faa Ende paa dette, men Officiererne brød sig ikke om, hvad han sagde. Ole besluttede da at bruge Magt. Han samlede Bønderne og lod dem væbne sig med de Vaaben, de havde, og gik afsted med dem til Exercerpladsen. Nu bleve Officiererne bange, thi de vidste, at de ikke kunde stole paa sine Soldater, om det skulde blive Alvor. De bleve da enige med Ole Hovdejord om, at han skulde mødes med dem paa Ryen for at gjøre Forlig. Bønderne gik da fra hverandre. Men da Ole kom til bestemt Tid, laa der Pistoler og dragne Sabler paa Bordet. Kaptein Nägler slog til Lensmanden med en Sabel, og mens Ole forsøgte at værge sig med en Stol, gav han ham et Hug over den venstre Arm, saa at Haanden faldt paa Gulvet. Den kastede da Kapteinen ud af Vinduet med de Ord: „Der har du Labben din!“
Ole løb saa hurtig, han kunde, hen til en Smedie, som stod i Nærheden, og stak sin Arm lige ned i den gloende Esse for ikke at forbløde sig. Da han var bleven helbredet, lod han sig gjøre en Haand af rent Sølv til Stads og en anden til dagligt Brug af tykt Jernblik. Den sidste er det, som endnu er til. Om Vaaren 1723 reiste han til Kjøbenhavn for selv at tale med Frederik den Fjerde. Kongen havde hørt ham nævne før og
