en eneste Begivenhed i vort Lands Historie i nyere Tid, som har ridset dybere Træk i Traditionen end den Armfeldtske Hærs Indfald og sørgelige Skjæbne. Uden at det paa nogen Maade kan antages, at der har fundet Paavirkning af den skrevne Historie Sted, har det dog vist sig, at Troværdigheden af de nedenfor anførte Sagn bliver bestyrket ved at sammenholdes med det i Archiverne bevarede utrykte historiske Materiale. Det er ogsaa mærkeligt, med hvilken Sympathi Almuesmanden omfatter den ulykkelige Hær; thi medens Svenskernes Hærjingstog under Gyldenløvefeiden drastisk betegnes som den Tid, „da Svensken lovede, at han hverken vilde skaane den døende Olding eller Barnet i Moders Liv“, mindes han altid det Armfeldtske Troppekorps som „Svenskerne, der var værst mod sig selv“, eller „Svenskerne, som frøs ihjel paa Tydalsfjeldet“.
1. Stor-Ingvald. Da Armfeldt efter en mærkelig Marsch over Grændsefjeldene var kommen ned i Værdalen, udspandt der sig ved Gaarden Levringen mellem en svensk Rytterafdeling og nogle Kompagnier af det nordenfjeldske Dragonregiment en kort Fægtning, der endte med, at Nordmændene bleve slagne og maatte efterlade nogle Døde paa Valpladsen. Blandt dem var ogsaa Dragonen Stor-Ingvald, en Husmandssøn under Gaarden Levringen. Uagtet han allerede i Begyndelsen af Træfningen havde faaet et Hug i Knæet, vedblev han dog Kampen; men da hans Kammerater ilsomt trak sig tilbage, brast Tøilerne under hans Anstrængelser for at holde sin Hest igjen, og han selv kastedes af. Han krøb nu de fremrykkende Svensker imøde og havde allerede dræbt flere Heste, da et Sabelhug i Hovedet gjorde Ende paa hans Liv. Til hans Minde reistes der paa Stedet et Trækors, som gamle
