Folk i Værdalen endnu ville mindes at have seet i sin Barndom.
Fortalt af Ole Garnes. En noget lignende Fremstilling findes Klüwers Norske Mindesmærker, S. 69.
2. Da Svenskerne rykkede frem mod Throndhjem, troede de, at Byen skulde være taget i en Haandevending, „men da Graamærra (saaledes kaldte de Munkholmen) begyndte at knægge, fik de andet at føle.“ De trak sig først tilbage til Vigelven (¾ Mil fra Throndhjem), hvor de stod i nogle Uger, drog siden over Stene og Udler til Lerens Sagbrug, hvor de byggede Flaader af det derværende Tømmer, og satte over til Skjetnemyren. Siden slog de Leir i Egnen omkring Melhus.
Medens Svenskerne stod ved Vigelven, var en Officier engang redet opover til en Gaard ved Jonsvandet. Hans smukke hvide Hest stod bundet ved Skigarden, medens han var inde. En ung Gut fra Nabogaarden passede sit Snit, svang sig paa Hesten og bragte den ad lang Omvei lykkelig til Throndhjem, hvor han afleverede den til Generalen, som gav ham en Rigsdaler til Belønning.
3. Ved Overgangen over Nidelven afsendte Armfeldt sin Næstkommanderende, Generalløitnant de la Barre, med en betydelig Rytterafdeling for at forfølge det nordenfjeldske Dragonregiment, der under Oberst Motzfeldt forgjæves havde søgt at forsvare den modsatte Elvebred. Motzfeldt trak sig gjennem Rennebo og Opdal tilbage over Dovrefjeld, hvor han ved at afbrænde Fjeldstuerne hindrede al videre Forfølgelse. Fra denne Begivenhed ere følgende Træk bevarede i Sagnet.
