Det er dette Sagn, som nedenfor meddeles med
Udeladelse af den største Del af de novellistiske Tilsætninger.
I Aaret 1579 levede i Bremen en Sømand ved Navn Karsten Tiemann. Han havde engang været en velhavende Mand, men i den senere Tid fristet det ene Uheld efter det andet; det var, ligesom en ulykkelig Skjebne forfulgte ham, og han var saaledes efterhaanden nedsunken i Armod. Paa sin Hustrues Bøn havde han opgivet Sølivet og fristede nu Livet som Eier af et lidet Flodfartøi paa Weseren.
Medens hans Bolig forøvrigt bar Spor af den yderste Fattigdom, prydedes dog hans Stue af en Lænestol, saa smuk og kunstig udskaaren, at selve Erkebispen ikke havde den bedre. Denne Stol havde han selv forfærdiget, flere Gange havde man budt ham mange Penge for den, ogsaa hans Kone havde drevet paa, at den skulde sælges, men stedse forsikrede han høit og dyrt, at dette aldrig skulde ske. Men om Grunden til, at han aldrig vilde skille sig ved Stolen, turde han ikke udtale sig, thi han frygtede for, at han derved kunde paadrage sig Beskyldning for Papisme og Ugudelighed.
Sagen var, at han i sine yngre Aar havde gjort en Reise som Skibstømmermand til Throndhjem. Det var i det Aar, da de Svenske gjorde Indfald i Norge og tragtede efter at bringe Olaf den Helliges Legeme i sin Magt, men ikke opnaaede dette, fordi Nordmændene hemmelig bragte det tilside. Legemet var endnu ganske ubeskadiget, uden mindste Spor af Forraadnelse, og Helgenens Saar vare fremdeles synlige. Men Kisten, der allerede var over et halvt Aartusinde gammel, var yderst brøstfældig, og man søgte derfor en duelig Tømmermand til at for-
