færdige en ny Kiste. Man spurgte længe forgjæves efter en saadan Arbeider baade i Staden og paa Skibene; tilsidst paatog Karsten Tiemann sig Udførelsen 1565 (sic).
Med kort Varsel leverede han et Arbeide, som vakte alle Folks Beundring ved de smagfulde Forsiringer og de smukke Fremstillinger af Helgenens Liv, hvormed Mesteren prydede Kisten. I dette kostbare Skrin skulde nu St. Olaf hvile, en Mængde Bønder kastede Guld og Sølv ned deri, Gud og Helgenen til Ære. Man forglemte heller ikke Kunstneren, og han fik en rigelig Belønning.
Men den bedste Løn mente han at have taget sig paa egen Haand. Det var to dygtige Splinter af Martyrens gamle Ligkiste, hvoraf han satte sig i Besiddelse i den Tro, at disse maatte bringe ham Lykke for bestandig. Derfor passede han vel paa dem, da han reiste hjem. Den største af sine Splinter anbragte han siden i et hemmeligt Gjemme i sin kjære Lænestol, den anden skjulte han i Masten af sit lille Flodskib. Dette skede i dybeste Hemmelighed, og Karsten troede nu fuldt og fast, at ethvert Foretagende maatte lykkes for ham baade tillands og tilvands. Dog, som vi have hørt, blev det modsatte Tilfældet, Alt gik ham mere og mere imod, og derfor begyndte ogsaa hans Tillid til Relikvierne at vakle. Helgentilbedelsen, som overhoved al Katholicisme, var jo nu afskaffet i Bremen, ogsaa Karsten var idetmindste i det Ydre Protestant, og han begyndte derfor at tænke paa at betro sig til en Geistlig med sine Tvivl og Bekymringer i Henseende til Splinterne af St. Olafs Kiste.
Som Karsten engang sad alene, fordybet i saadanne Tanker, kom hans Tjener, Johan Knecht, der sædvanlig tilbragte Natten paa det lille Fartøi, hjem til sin Herre for at opsige sin Tjeneste. Han kunde ikke sove i Ro paa Skibet for Spøgeri. Ved Midnatstid fandt der Støi og
