ført fra Fløans Kirke i Stjørdalen til Domkirken med stor Proces.“ Her blev det først begravet, men derpaa atter engang optaget af Lensherren, Herluf Skave. Endnu i 1567 fandtes Legemet „helt og holdent“ i selve Kirken, men i det følgende Aar lød endelig Rigsraaden Hr. Jørgen Lykke under sin Nærværelse i Throndhjem Olafs Levninger nedgrave i Jorden, hvorefter endog Stedet, hvor de hvile, er gaaet i Forglemmelse.[1]
Et Sagn, som allerede 1605 blev meddelt i et trykt Skrift, beretter, at „den, som vanærede St. Olai hellige Legem og satte det under Jorden, han fik sin Løn, der han for sit Forræderi blev for Stockholm lagt paa Stegel.“ Nedskriveren af dette Sagn, der sandsynligvis sigter til Legemets Bortførelse til Fløans Kirke, er vor Landsmand Laurids Nilssøn (den bekjendte Klosterlasse), der rimeligvis har hørt Beretningen under sit Ophold i Sverige. Han meddeler Sagnet i den danske Udgave af sin Confessio Christiana (Brunsberg 1605. 4. S. 7).
Mærkelig nok findes ogsaa i en tydsk Sagnsamling en Legende om St. Olafs Legemes sidste fata. Friederich Wagenfeld, den samme Mand, hvis Navn forøvrigt ved Udgivelsen af den falske Sanchuniathon har faaet en mindre end god Klang, har nemlig i sin Bog „Bremens Volkssagen“ (Erster Bd., Bremen 1845. 8. S. 71–117) en udførlig Fortælling, betitlet „St. Oleffs Sarg“, der, skjønt kjendelig udsmykket af Udgiveren, dog synes at indeholde en gammel og oprindelig Kjerne. Desværre har Wagenfeld ingensomhelst Oplysning meddelt om sine Kilder.
- ↑ Se Schønings Anh. t. Domk. Beskr. S. 84 flg., N. Mag. I. S. 93 flg. og 143, samt P. Claussøns Norg. Beskr. S. 91.
