sine Hænder for at indbilde Svensken, at det var en Del af Skoven, som viste sig i det Fjerne.
Strøm, Søndmøres Beskrivelse, II, S. 175 og 380, P. Fylling i Møringen for 1869, No. 41, E. Sundt. Om Bygningsskikken i Norge (Aftr. af Folkevennen), S. 153, samt en Meddelelse til nærv. Forf. af Sorenskriver L. Daae. Sagnene, af hvilke intet er i nogen Maade paavirket af den skrevne Historie, stemme dog mærkværdig vel overens med denne. Svenskens Jydehad er fuldkommen korrekt bevaret i Almuens Erindring. Overanføreren for Toget, Claudius Gallus, havde Ordre af sin Konge til overalt at forfølge de i Norge bosatte Danske, hvis Antal paa den Tid idetmindste i visse Egne synes at have været temmelig stort.[1] Og han opfyldte denne Befaling. Idetmindste skriver han selv til Kongen: „Jeg haver handlet med de Juter og Danske, som jeg paa Landsbygden haver kunnet overkomme og opspørge, eftersom deres Fortjeneste haver tilsagt. Jeg vil endog ydermere lægge mig med al Vind og Flid om at udrydde det Ugræsset og ombringe og fordærve saamange Juter og Danske, som i denne Landsende findes kunde.“
3. Om Selje Klosters Undergang fortælles et Sagn, som, ifald der ligger nogensomhelst Virkelighed til Grund derfor, nærmest synes at maatte henføres til Syvaarskrigen. „For nogle hundrede Aar siden kom 3 til 4 svenske Krigsskibe ind af Stathavet og bombarderede Klosteret til endelig Ødelæggelse og Ruin. I Bestyrtelsen søgte Munkene at redde sine bedste Mobilier og nedsatte en Hoben Pretiosa i den store Gildekjedel (som de brugte, naar de i Juletiden holdt Gjestebud hos sig for de fornemste Bønder paa det faste Land), hvilken de med Reb
- ↑ Overhoved havde de Danske i det sextende Aarhundrede som Indvandrere udbredt sig over hele Norden, ei alene i Norge, men ogsaa i Sverige. Gustav Vasa havde mange Danske blandt sine hvervede Krigere, helst dog i Finland. Ja endog under Syvaarskrigen tjente Danske i Erik den Fjortendes Hær.
