Borgunds Kirke ogsaa erklærede, „at Almuen forlængesiden var træt af Danevældet, og at den for den Sags Skyld ikke vilde have noget imod en Forening med Sverige,“ da maa disse moderne Talemaader antages at være indlagte i det forøvrigt vistnok ægte og oprindelige Sagn i en langt senere Tid, rimeligvis endog i den sidste Menneskealder.
2. De Svenske, især en af deres Høvdinger, Mads Dalekarl, søgte overalt, hvor de kom, at faa fat paa Danske eller „Jutar“, som de hyppigst kaldte dem. Paa Foldstad i Ørsten Præstegjeld boede en indgiftet dansk Mand, Nils Jenssøn; han blev myrdet med flere Landsmænd, og paa det Sted, hvor han faldt, stod indtil for hundrede Aar siden et Trækors til Amindelse. Paa Apelset i Ørskog maatte „Jyden“, som boede der, tage Flugten efter først at have gravet sine Penge ned i Jorden ved det saakaldte Førvad, hvor det fortælles, at Skatten endnu ligger. Ogsaa til Thingfjord i Vatne fandt Mads Dalekarl Veien. Her boede paa den Tid en Mand, som hedte Saxe, ligeledes en dansk Mand, hvorfor man ogsaa kaldte ham Jydesaxe. Ogsaa Jydesaxe havde gjemt sine Penge i Jorden saa vel, at Intet blev fundet, og Mads maatte drage bort, men satte dog først Ild paa Husene. Endelig maatte ogsaa en fjerde dansk Mand, som boede paa Nogvad i Harham, lade sit Liv for Mads Dalekarl.
Endnu i 1857 stod paa Garlid (Skydsskiftet mellem Soknedal og Rennebu) en gammel Røgstue, og om den hørte Eilert Sundt i hint Aar fortælle, at Mads Dalekarl skulde være bleven skudt i Stuen; Ingen vidste, for hvor mange hundrede Aar siden. Nordmanden skulde have listet sig op paa Taget og fældet Mads gjennem Ljoren. Sagnet føiede til, at Nordmændene, for at overliste de Svenske paa Garlid, havde baaret Løvbuske i
