len minder om Sceptret og Kathedret om Thronen. Men da der ikke indtraf nogen Ledighed og jeg for at leve trængte til hurtig Befordring, besluttede jeg mig til at modtage det første, det bedste, som maatte tilbyde sig. Kort efter døde Klokkeren ved Korskirken i Bergen, og Bispen udnævnte mig da til hans Eftermand. Det var jo en latterlig Befordring for den, der saa nylig havde været Keiser. Men da jo dog intet gjør et Menneske mere latterligt end Armod, og den, der lider af Tørst, ikke har Raad til at vrage det grumsede Vand, tog jeg tiltakke og er nu allerede en aldrende Mand i min Klokkertjeneste. Ikke længe efter min Ansættelse fik jeg Tilbud om et godt Parti med en bergensk Kjøbmandsdatter ved Navn Magdalena. Jomfruen stod mig an, men jeg havde dog mine Skrupler, saasom der jo var al Sandsynlighed for, at min første Kone, Keiserinden af Qvama, endnu var i Live, og jeg nødig vilde gjøre mig skyldig i Polygami. Abelin, den trofaste Ven, for hvem jeg ingen Hemmeligheder havde, beroligede mig dog i denne Henseende, og jeg tog da ikke i Betænkning at ægte min Jomfru. Med hende har jeg levet lykkelig i sex Aar, uden dog nogensinde at indvie hende i min underjordiske Historie. Men jeg har aldrig ret kunnet glemme min tabte Herlighed, og af og til hænder det nok, at min Opførsel kan være lidt forskjellig fra den, der egentlig passer for min nuværende Livsstilling. Jeg har i dette Ægteskab tre Børn, Christian, Jens og Jesper, i alt altsaa fire, ifald Prindsen af Qvama endnu maatte leve.“
Abelin, der overlevede Klim, og i hvis Bibliothek dennes Memoirer fandt sin Plads, har tilføiet følgende Efterskrift: „Nils Klim levede til Aar 1695. Han gjorde sig afholdt af alle ved sin Retsindighed og ulastelige moralske Vandel. Sognepræsten til Korskirken kunde dog af og til blive lidt fornærmet paa ham formedelst hans store Gravitet, hvilken efter Præstens Mening skrev sig fra Hovmod og Indbildskhed. Jeg, som vidste det be-
