Side:Daae - Ludvig Holberg.djvu/97

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
97

dere blive i Stilhed hos ham og ombytte mine qvamitiſke Klæder med norſke. Det manglede i Begyndelſen ikke paa Folk, ſom vilde ind til Abelin for at ſe Jeruſalems Skomager, men min Ven fik dem bort ved at fortælle, at Skomageren pludſelig var forſvunden. Rygtet om hans Tilſyneladelſe udbredte ſig imidlertid i Egnen, og fra alle Prædikeſtole hørtes Tale om denne Begivenhed. Han var kommen ſom Vidnesbyrd om Guds Vrede for at bringe Folket til Bod og Omvendelſe. Nogle gik videre og ſagde, at Skomageren havde ſpaaet, at Verden ſkulde forgaa til St. Hans. I et viſt Præſtegjeld gik det ſaa vidt, at Bønderne af den Grund forſømte Vaaraannen, da der jo paa Grund af den ſaa nær foreſtaaende Dommedag ikke kunde være Tale om at gjøre nogen Høſt. Men Sognepræſten, Meſter Nils, ſom ikke gjerne vilde gaa glip af ſin Korntiende og andre præſtelige Rettigheder, lod da Bønderne vide, at Verdens Undergang var bleven udſat til næſte Aar, og at de derfor ikke ſkulde betænke ſig paa igjen at optage Arbeidet. For Abelin og mig, ſom jo vare de eneſte, der kjendte Sammenhængen med det Hele, var dette en uudtømmelig Kilde til Morſkab.

Da jeg imidlertid ikke længere kunde holde mig ſkjult i et fremmed Huus og dog omſider engang maatte træde frem for Verden, foregav Abelin, at jeg var en Slægtning af ham, en Student fra Throndhjem, ſom nylig var kommen paa Beſøg. Han anbefalede mig ogſaa ſaa ivrigt til Biſkoppen i Bergen, at Hs. Høiærværdighed endelig lovede mig det førſte Rektorat, ſom maatte blive ledigt.[1] Et ſaadant Embede var ogſaa det, jeg efter Omſtændighederne helſt maatte ønſke mig, da det dog paa en vis Maade lignede min forrige Stilling. Et Skolerektorat er jo ligeſom et Afbillede af den kongelige Myndighed Fer-

  1. Rektorater, der dengang regnedes blandt de geiſtlige Embeder, beſattes tidligere af Biſpen; førſt 1739 forbeholdt Kongen ſig umiddelbart at udnævne Rektorer.

L. Daae: Ludvig Holberg.