dre, syntes derimod snarere at maatte beundre den Beskedenhed, Ydmyghed og Taalmodighed, hvormed en forhenværende Hersker over saamange Riger fandt sig i sin ringe Lod. Hos andre undgik han dog ikke Beskyldning for Stolthed. Saalænge Kræfterne tillode det, plejede han hvert Aar paa visse Tider at bestige Fløifjeldet og at sende tankefulde Blikke ned til den Hule, hvorigjennem han var kommen tilbage. Hans Venner fortalte, at han da gjerne kom hjem med forgrædte Øine, og at han saa lukkede sig en hel Dag inde i Studerekamret, uden at ville se Mennesker. Hans Kone forsikrede ogsaa, at han i Søvne ofte talte om Flaader og Armeer. Det hændte endog engang, at han i en Art Sindsforvirring sendte Bud til Hs. Høivelbaarenhed Stiftamtmanden i Bergen og befalede ham øjeblikkelig at komme til ham i hans Huus. Konen, som mente, at det var altfor anstrængte Studeringer, der satte ham Fluer i Hovedet, var ikke sjelden bekymret for hans Liv. Hans Bibliothek bestod for den største Del af politiske Bøger, og da den Slags Skrifter syntes at være en lidet passende Læsning for en Klokker, blev han stundom dadlet af den Grund. Af hans Reisebeskrivelse, skrevet med hans egen Haand, existerer kun dette ene Exemplar, der er i min Besiddelse. Jeg har ofte tænkt paa at udgive det i Trykken, men er stedse afholdt derfra for visse vigtige Aarsagers Skyld.“
Nils Klims Reise synes ikke at være saa almindelig læst i Norge, som man kunde ønske. Dette er tildels Grunden til, at dens Indhold her er fortalt med noget større Udførlighed.
En særegen Nydelse skjænker Nils Klim dem, der kan og vil læse den i den latinske Original. Holbergs Lune og Skjelmeri fremtræder nemlig i den latinske Dragt i en ny Form og paa en eiendommelig, ubetalelig Maade. Man kan egentlig ikke kalde hans lette og flydende Latin classisk, den er — Holbergsk, thi man vil i den store
