Sandvigen, saa jeg der en stor Forsamling af Folk, hvem Menneskenes medfødte Lyst til at se usædvanlige Ting havde drevet sammen fra alle Kanter. De stode ved Bjergets Fod i taus Forventning for at tage imod mig, men ved det første Ord af min Mund grebes de af en panisk Skræk og rømte alle sin Vei paa en gammel Mand nær, der var modigere end de andre og blev staaende rolig paa sin Plads. Ham tiltalte jeg da og spurgte ham, om han vilde være den fremmede Mands Gjesteven. Paa hans Spørgsmaal om, hvorfra jeg var kommen, svarede jeg med et Vers af Virgil, at Solen nok vilde gaa ned, længe før jeg kunde blive færdig med at fortælle ham om mine Lidelser, men at jeg i hans Hjem skulde give ham Besked om min Skjebne, der til Vidunderlighed ikke havde sin Mage i Verden. Den videbegjærlige Olding tog mig da ved Haanden og førte mig til sit Hus. Jeg bad der om et Glas koldt Vand for at slukke min Tørst, og den Gamle bragte mig det selv, thi hverken hans Kone eller hans Tjenestepige vovede for lutter Skræk at komme mig nær. Jeg sagde da til ham: „Du ser her en Vold for Skjebnens Luner, der har døiet mere end nogen anden Dødelig.“ „Ja, det er rimeligt nok,“ svarede min Vert, „at den, som har flakket omkring paa Jorden i 1600 Aar, maa have oplevet noget af hvert, thi det er jo nu 1600 Aar siden Jerusalems Forstyrrelse, og Du har jo levet lige siden Keiser Tiberius’s Dage.“ Disse Ord bragte mig ganske ud af Fatning, jeg mente, at den Gamle var gal, og lod ham forstaa, at man maatte være en Oedipus for at finde ud af en saa gaadefuld Tale. Men han kom frem med et Billede af Jerusalems Tempel og viste mig det med Spørgsmaal om Billedet var meget forskjelligt fra Originalen. Saa bedrøvet jeg var, kunde jeg dog nu ikke andet end le og bad om en Forklaring. Nu fik jeg vide Sammenhængen, at Folk i Sandvigen havde gjort mig til Jerusalems Skomager. „Men,“ sagde Oldingen, „jo mere jeg ser paa Dig, jo mere maa jeg tænke paa en
