bestandig gode Helbred bevirker, at de glemme sin Dødelighed og menneskelige Skrøbelighed, og at de fornemste Dyder, saasom Kjærlighed, Medlidenhed og Velvilje mod Andre helt savnes. Ikke bedre viser det sig at staa til i Lalac, hvor Naturen frembringer alt af sig selv, og hvor altsaa Menneskene ere frie for Arbeide. Den bestandige Lediggang og Nydelse fører nemlig tilsidst alene til Tungsind og Fortvivlelse der ender med Selvmord. I et tredie Land, Kemal, det rigeste paa den hele Planet, findes Guld og Sølv i en utrolig Mængde, men Følgen er kun, at Indbyggerne dels gjøre sig til Trælle af Mammon, dels hjemsøges af Røvere, og at Ingen der er sikker paa Liv og Gods. I Landskabet Qvamboia ere alle gamle Folk letsindige, kaade og udsvævende, saa at Enhver, der er over 40 Aar gammel, maa sættes under Formynderskab af de Unge og tidt nok revses, endog legemlig, af disse. I Cochlecu raadede ikke mindre Forkerthed i en anden Henseende, thi her vare alle vigtige og betydelige Stillinger og Forretninger i Kvinders Hænder, medens Mandfolk maatte udføre de laveste Tjenester. Fremmede maatte forundre sig over at se Matronerne i Studerestuen og deres Mænd stelle i Kjøkkenet med Gryder og Kasseroller. Koner og Piger skreve her forlibte Vers til Ungersvende, gave dem Serenader og gjorde dem sin Kur, hvilken de modtoge med Blyhed og rødmende Kinder o. s. v., og naar nogen gjorde en stor Dumhed, hed det, at man maatte bære over med det svage Mandkjøn. Dronningen af Cochlecu har et Harem paa 300 unge Herrer, og Nils maa skynde sig for ikke at blive opkapret, til Haremet, da hendes, Majestæt er bleven opmærksom paa ham. Et andet Land udmærkede sig ved en absolut fornuftig Befolkning, Daarskab og Taabelighed var her ukjendt. En derværende Statsmand indsaa imidlertid, at dette ikke var ubetinget heldigt, thi meget, som andensteds kunde udrettes gjennem Navneværdi og Blændverk, var her umuligt uden ved solide Ting. Rang og Titler f. Ex. brød Ingen sig om, og vilde man anspore Folk til
