Tapperhed ved at love dem et udødeligt Navn, lo de kun deraf, thi hvad Nytte kunde man vel have af at roses efter Døden? Alle vare jo lige kloge, altsaa var der ingen Kappelyst o. s. v. Statsmanden mente derfor, at det kunde være nyttigt at faa endel Narre og Dumrianer ind i Landet og heller udføre nogle fornuftige Mennesker, men Nils Klim følte sig ikke meget smigret, da man samtidig tilbød ham selv Borgerskab og Indfødsret. Et nyt Land udmærker sig derved, at alle Mennesker der vare dydige, men samtidig mangler ogsaa egentlig al Kultur, Luxus og Skjønhedssands. Alligevel kan han ikke andet end prise dette Folks Lykke. Dernæst kommer et Land, beboet af lutter Philosopher, men det var et underligt Rige. Af lutter Visdom og dybsindig Spekulation, f. Ex. paa at opdage en Vei til Solen, forsømmer man mere nærliggende Ting, Gaderne i Byen ere kun opfyldte af Svin og Philosopher, hvilke paafaldende ligne hinanden. Nils Klim kom her i Fare for sit Liv, thi nogle philosophiske Medicinere besluttede af videnskabelig Iver at anatomere ham, og han reddede sig kun ved en af Professorinderne, der forelskede sig i ham, og med hvem han da flygtede afsted, men da han ikke kunde elske et Træ, løb han fra hende, saa snart Anledning gaves. Ogsaa Religionen er meget forskjellig i Nazars Lande. Et Sted er et Tempel, hvor man tilbeder en Solen helliget Tavle. Enhver, som vil have et Embede, maa aflægge Ed paa, at Tavlen forekommer ham aflang. Just som Nils kommer, bliver en Person kagstrøgen, fordi han har sagt, at den er firkantet. Nils finder det samme, men da han betror det til sin Vert, sukker denne og gjør den hemmelige Tilstaaelse, at han selv er af samme Mening, men ikke vover at sige det af Frygt for Straffen.
Efter Hjemkomsten til Potu indgiver Nils (eller som hans Navn nu er blevet: Scabba) sin Rejseberetning der trykkes og vækker almindeligt Bifald. Men Forfatteren opnaar ikke, saaledes som han havde haabet, en høiere
