Flok og Skare. Men saa kom Hannibalskrigen, Throndhjems Tilbageerobring, Haldens Forsvar og Gyldenløves Tog, idethele Udviklingen af en virkelig Hær, der snart skulde kjæmpe med Ære paa meget fjerne Kamppladse. Christian Nilsen var med i adskillige af disse Kampe, saaledes baade ved Throndhjem og ved Halden og var siden i særlig Gunst hos Statholder Gyldenløve. Han havde derhos seet sig om i fremmede Lande, gjennemvandret hele Italien og en Tid tjent baade de kjække Johanniterriddere paa Malta og den venetianske Republik, altsaa netop de to Magter, som paa den Tid søgte at holde de endnu mægtige Tyrker Stangen i Middelhavet. Her har han visselig trusset paa mere end en tapper Landsmand, thi det var ingen Sjeldenhed i de Dage, at Nordmænd (især kommende over Holland) toge Tjeneste i Venedig, og en iblandt dem, Curt Adelaer fra Brevig, fik siden et stort Ry for Bedrifter i Tyrkekrigen. Efterat være kommen hjem, drev Christian Nilsen det til Oberstlieutenant, ja han var en Tidlang endog Kommandant paa Bergenhus.
Om Christian Nilsens Familieforholde ved man egentlig Ingenting, uden at han sikkerlig har været en norsk Bondesøn, sandsynligvis fra Throndhjems Stift, hvor flere Gaarde af Navnet Holberg findes, og hvor han først optræder som Kriger. De Forsøg, der have været gjorte paa at udfinde hans Slægtskab, vil jeg ikke opholde mig ved, da intet af dem er mere end Gjetning. At han trods ringe og ubekjendt Herkomst drev det til en høj militær Stilling, var noget ganske usædvanligt, og beviser noksom, at han var mere end almindelig dygtig. Længe efter sin Død var han ogsaa almindelig omtalt og kjendt i hele Norge, og hans Søn siger selv (i den 128de Epistel): „Hvor jeg i mine Barneaar er kommen blandt Høje og Lave, blandt Officerer, Bønder og Almue, da have de enstemmigen raabt: Ak, er I Christian Nilsens Søn? og have derpaa begyndt at anføre adskillige Historier til Bevis saavel paa hans Tapperhed, som