Side:Daae - Ludvig Holberg.djvu/76

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
76

det romerſke, hvilket man betragtede ſom fremdeles exiſterende gjennem det „hellige“ tydſk-romerſke Keiſerdømme! Denne Inddeling har Holberg ikke fraveget. I en franſk Lærebog ſer man 1753 den nu brugelige Tredeling, men det varede meget længe, inden man nogenlunde enedes om disſe tre Hovedafſnits indbyrdes Grændſer, idet man f. Ex. ſtundom ſaa „Middelalderen“ begynde med Chriſti Fødſel og den „nyere Tid“ dateret fra Carl den ſtore o. ſ. v.[1]

Bergens Beſkrivelſe, der udkom førſte Gang 1737, er allerede tidligere omtalt. Samme Aar udgav Holberg ogſaa ſin egen Levnetsbeſkrivelſe, der udkom paa Latin i Leipzig, men hvoraf dog allerede Begyndelſen havde ſeet Lyſet 1727. Ogſaa den er et ſaare mærkeligt Arbeide. Den bliver det allerede derved, at det hidtil var noget uſeet i vor Literatur at fortſatte en udførlig Selvbiografi og endnu mere at udgive den i levende Live; der manglede heller ikke paa dem, ſom heri ſaa et Bevis paa Indbildſkhed og Forfængelighed.[2] Fortællingen er i Brevform til en ikke navngiven fornem Herre (vir quidam perillustris). Efter at der har været gjettet paa forſkjellige, tør det nu anſees for afgjort, at det er den engang ovenfor (S. 31) omtalte Grev Chriſtian Rantzau (Statholder i Norge 1731—1739), til hvem Brevene ere ſkrevne.[3] Selvfølgelig overſattes Biografien ſtrax paa Danſk (førſt i Holbergs Fødeby Bergen af den ſenere Præſt Th. Krog 1741, derpaa og bedre i Kbhvn 1745) og ſiden ogſaa paa andre Sprog, men hvo der ret vil nyde den, maa læſe Originalen. Hol-

  1. Om Holbergs Verdenshiſtorie ſe Chr. Bruun, Ludvig Holberg ſom Lærer i Hiſtorie, Kbhvn. 1872, ſamt F. Schierns ſupplerende Anmeldelſe i Danſk hiſt. Tidsſkr. 4. R. III.
  2. Saaledes f. Ex. Hans Gram til en tydſk Lærd, Danſke Samlinger, I. S. 14.
  3. Dette har det i ſin Tid lykkedes mig at paaviſe ved Hjælp af et i vort Univerſitetsbibliothek bevaret, men tidligere upaaagtet Haandſkrift af Langebek, ſe Norſk hiſt. Tidsſkr. 1. R. II. S. 290 flg.