for nu for os kun literaturhistorisk Interesse. Jo mere han nærmer sig sin egen Tid, desto mere har han derimod følt sig hjemme i sin Gjerning, og den sidste Del af Danmarkshistorien, der helt optages af Frederik III.s Tid, har fremdeles Værd endog for Historikeren af Fag[1]
Samtidig med sin Fædrelandshistorie udarbeidede Holberg ogsaa en Lærebog (synopsis) i Verdenshistorien, 1733. Den var skreven paa Latin og oplevede en Utallighed af Oplag og Oversættelser paa de forskjelligste Sprog, Dansk, Tydsk, Engelsk, Hollandsk, Russisk (i det sidste Sprog endnu 1808). I lange Tider var den lille Bog Kilden til den studerende Skoleungdoms historiske Viden, og endnu den Dag idag kan det være særdeles nyttigt for en historisk Lærer eller Lærebogsforfatter at gjøre sig bekjendt med den. Thi ogsaa her gjenfinde vi den samme Holbergske Evne til at meddele alt, hvad han rører ved, det være i sig selv saa tørt det vil, Liv og Interesse, og navnlig beundre vi ogsaa her Mesterskabet i Stoffets Udvalg. Sandsynligvis vilde Holbergs historiske Lærebog have holdt sig endnu længere, end den gjorde, hvis ikke Historiens Inddeling ogsaa hos ham havde lidt af en Feil, som endnu dengang var almindelig. Det kan have sin Interesse at paapege dette. Nuomstunder tale alle Mennesker, hvor lidet Historie de end have lært, om tre Hovedpartier af den Menneskene bekjendte Del af Fortiden: Oldtiden, Middelalderen og den nyere Tid. Men de færreste vide, at denne Inddeling først er forsøgt efter Midten af det attende Aarhundrede og egentlig først er fastslaaet i det nittende. Paa Holbergs Tid delte man endnu (i Tilslutning til et bekjendt Sted hos Propheten Daniel) Verdenshistorien efter „de fire Monarchier“, det assyrisk-babyloniske, det persiske, det græsk-macedoniske og
- ↑ Om Holbergs Danmarkshistorie findes de bedste Bemærkninger i Dansk hist. Tidsskrift, 5. R. IV. S. 35—55 af C. Paludan-Müller.
