Endeel holder for, at de Norske ere meget Trættekiere, og grundes deres Mening paa de mange Trætter, Angivelser og Efterstræbelser, som idelig høres om udi Norge, hvorvel, naar man alting nøie efterseer, saa finder man, at saadant reiser sig meget af Fremmede, der opholde sig udi samme Rige, hvilket dog tilskrives Nationen alene.
Drukkenskab gik tilforn meget udi Svang udi Norge, og er endnu temmelig udi Moden paa endeel nordlige Steder, men blant den største Deel er den efter andre Nationers Exempel meget aflagt, saa at ingen tvinges mere til at drikke over sin Formue.“
I Aarene 1732—1735 udgav dernæst Holberg et Hovedverk: „Dannemarks Riges Historie“ i tre Kvartbind, hvilket Arbeide fra Rigernes Forening af tillige medtager Norges Historie. Fremstillingen er knyttet til den danske Kongerække fra den fabelagtige Kong Skjold af indtil Frederik III.s Død 1670. Men det er meget langt derfra, at Holberg, som saamange eller næsten alle Historieskrivere dengang havde det for Skik, indskrænker sig til at fortælle Kongernes Levnet og de „Bedrifter“, som med større eller mindre Grund kunne tillægges disse. Han betegner ogsaa heri vor Literatur et mærkeligt Omslag og Fremskridt idet det netop var ham, som hos os egentlig først har skabt den virkelige Nationalhistorie ved at inddrage under Behandlingen en Mængde af de almindelige Forhold, der vise Folkets Tilstande og Udvikling. Hertil kommer en Fremstilling og et Foredrag, hvorom Ingen tidligere hos os havde havt nogen Anelse. De ældre historiske Arbeider, der havde seet Lyset efter Reformationen, vare enten for en stor Del skrevne paa Latin (Svaning, Krag, Bering o. s. v.), tildels endog af dertil bestilte Udlændinger (som Pontanus og Meursius), eller bestode nærmest i Samlinger af Dokumenter, saaledes som Tilfældet er med det vigtigste af dem allesammen, Arild Huitfelds bekjendte Krønike, der dog tiltrods for sin Formløshed havde talrige Læsere og fremdeles er umistelig.
