Holberg blev saaledes vor første egentlige historiske Fortæller i Modersmaalet.
Og han fortalte med stort Mesterskab. Først og fremst forstod han, hvad mange Historikere ikke have Evnen til, nemlig udaf det historiske Stof at udvælge netop det, der giver det rette Billede og den sande Belysning af de Tidsaldre eller Begivenheder, der skulle skildres. Det var aldrig hans Hensigt at samle sammen den hele Stofmasse og ængstelig opspore ethvert Vidnesbyrd om Fortiden for at blive, hvad dog ingen Historiker bliver, — fuldstændig og udtømmende. Nei, han udfandt med sit klare Blik det, hvorpaa det for hans Øiemed egentlig kom an, og lod det øvrige ligge som overflødigt. Herfor har han tildels selv gjort Rede i Fortalen til det tredie Bind, sin „Betænkning“, som han kalder den, hvilken endnu er højst lærerig at læse.
Dernæst maatte, hvad man paa Forhaand kan vide, Holbergs eiendommelige Lune og Evne til at gjøre alt, hvad der flød fra hans Pen, tiltrækkende, behageligt og fængslende, ogsaa komme hans Historie tilgode. Den blev ikke alene modtagen med stor Begjærlighed af Samtiden og uagtet sin Vidtløftighed gjentagne Gange oplagt, men den vedblev gjennem flere Menneskealdre at være den mest læste Fremstilling af Emnet.
Lærd Historiker kan Holberg derimod ikke egentlig kaldes, og om han havde været det, vilde hans store Verker i dette Fag vistnok aldrig have seet Lyset. Selv med hans overordentlige Lethed i Frembringelsen vilde det nemlig ikke have ladet sig gjøre kritisk at gjennemgaa og betragte alle Kilder og drøfte hele det Materiale, hvoraf et Lands Historie fra Hedenold og ned til Samtiden fremgaar. Herpaa indlod han sig heller ikke. Han besad vistnok megen og udbredt Læsning, og han bestræbte sig for den senere Tids Vedkommende ogsaa ivrig for at komme i Besiddelse af Haandskrifter, som i ikke lidet Antal „commnuniceredes“ ham af Tidens mange private Samlere, men Benyttelsen af alle disse Ting skede
