sig, end modige at stride mod deres Fiender, og tro mod dem, udi hvis Tjeneste de ere.
Til Konster og Haandverke ere de Norske synderligen beqvemme; thi omendskiønt de samme aldrig nogen Tid have ret floreret udi Norge, saa dog have Indbyggerne noksom ladet see, og endnu give Prøve paa, baade hvor store Naturalier, saa ogsaa hvor megen Lyst og Tilbøjelighed de have dertil. Der er fast ingen Bonde udi Norge, der jo, foruden sit nødvendige Arbejde, gjør noget med sine Hænder til Zirat. Det meste er at forundre sig over, at de giør alting udaf deres egne Hoveden saasom de hverken have lært eller seet noget tilforn, og er der ingen Tvivl paa, at, dersom mange af dem komme iblant store Mestere, de jo skulde kunde forarbeide de Ting, som endogsaa Franske og Italiener skulde forundre sig over. — — —
Hvad Lærdom er angaaende, da, omendskiønt der intet Academie er udi Norge, ei heller mange store Bibliotheker, som jeg veed, saa dog findes der mange lærde Mænd; thi fast alle de, som have Midler, efter at de nogen Tid have studeret paa Universitet til Kjøbenhavn, reise Udenlands, for at lære fremmede Sprog, hvortil de ere synderlig hengivne, have ogsaa den Fordeel frem for andre Nationer, at de treffe saavel den fremmede Accent og Udtale. Hvorvel man ikke kan negte, at jo undertiden gjøres noget formeget deraf, og at adskjllige andre Ting derved forsømmes.
De store Qvaliteter og Sindets Gaver, som findes hos denne Nation, foraarsage, at mange fatte for store Tanker om dem selv, og see andre over Axslerne; De andre Skrøbeligheder, som de Norske ere hengivne til, er at de gjerne vil stadse og holde dem over deres Formue, hvilket foraarsager, at mange blive bragte til Armod, og, efter at de en kort Tid have været udi Anseelse, siden maa paatage sig Tjeneres Skikkelse. De Danske derimod ere mere sparsommelige, og indrette meer deres Tæring efter deres Pung.
