det Krav paa Anerkjendelse og det netop i særegen Grad paa Aandslivets Enemærker. Indførelsen af Konfirmationen, Oprettelsen af Almueskolerne, hvorved Almuen i begge Riger først egentlig lærte at læse indenad, den heldige Reformation af Latinskolerne, det juridiske Studiums Grundlæggelse ved Universitetet, Stiftelsen af Videnskabsselskabet i Kjøbenhavn og det „danske Selskab“ til Historiens og Spogets Forbedring o. s. v., alt dette er, om end Fortjenesten just ikke ligefrem var Kongens, dog i høi Grad blevet støttet og fremhjulpet af ham. Har nogen havt den redelige Vilje, da var det Christian. Men samtidig var han en Mand af et indskrænket Syn, og den Aand, som under ham fra Hoffet af gjorde sig gjeldende rundt om i Rigerne, var ikke ubetinget heldbringende. Holberg følte sig ikke vel under disse Tilstande, men det fulgte af sig selv, at han maatte bære sin Utilfredshed i Stilhed. Hans virkfomme Aand lod ham imidlertid ikke hvile. Om at skrive Komedier og Satirer kunde der foreløbig ikke være Tale, derfor vendte han sig nu først og fremst imod Historien, hvis Studium altid havde tiltalt ham, og i hvilken han allerede før i nogen Grad havde forsøgt sig som Forfatter.
Allerede i 1729 havde han udgivet sin „Danmarks og Norges Beskrivelse“ eller, som Titelen paa den anden Udgave (1749) lyder: „Danmarks og Norges geistlige og verdslige Stat“, et Verk, der ikke egentlig beskriver selve Landene, men fremstiller Statens vigtigste Forhold og Indretninger paa et historisk Grundlag. Man finder her intet af det statistiske Tabelvæsen, som i vore Dage betegner den Art Skrifter, dette var noget, som Datiden endnu lidet eller intet kjendte til. Det er derimod mere en populær Bog, hvor man faar vide Besked om Statsforfatning og Religion, Universitetet, Handelen, Krigsmagten, Retsvæsenet o. s. v. Et Stykke deraf fortjener at hidsættes. Det er Forsatterens Skildring af sine nærmeste Landsmænd, Nordmændene, mærkelig ikke mindst
