De Verker, hvorved Holberg har udøvet sin største og varigste Indflydelse, har han frembragt i Frederik IV.s Dage. Denne Konge omfattede han ogsaa med stor Hengivenhed og Anerkjendelse. Visselig var Frederik ingen særdeles fremragende Personlighed, men han var dog en i mange Henseender sund og praktist Natur. Forstod Kongen end selv lidet af Holbergs Betydning for Land og Folk, havde han dog med et rosværdigt Instinkt modsat sig dem, der vilde ham tillivs. Det var derfor uden Tvivl af Hjertens Grund, at Holberg ved Kongens Død i 1730 udtalte sig om ham med den Varme, som han gjorde det i en akademisk Tale, som han holdt ved Universitetet den 12te December 1730, selvfølgelig paa Latin. Denne Tale udkom først 17 Aar senere i Trykken, en Omstændighed der ikke er uden Interesse. Thi Frederik IV.s Søn og Efterfølger, Christian VI., yndede ikke Lovtaler over sin Fader. Han havde for det første i mange Aar med Bedrøvelse iagttaget sin Moders Sorg over sin Ægteherres grove Utroskab og det derpaa følgende Ægteskab mellem Faderen og hans Frille, Anne Sophie Reventlow, og, hvad der var af end større Betydning, Christian tilhørte helt igjennem en fra Faderens grundforskjellig Aandsretning, den fra Tydskland udgaaede Pietisme.
Det vilde være højst ubilligt at overse de mange Fortjenester, hvorved Christian VI.s Regjering har vun-
