Side:Daae - Ludvig Holberg.djvu/64

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
64

forfængelige Menneſker i Regelen indſkrænket ſig til en Stræben efter i det Ydre at udmærke ſig fremfor Medlemmer af ſin egen Stand, og Borgerſtanden havde ikke lettelig kunnet tænke paa i nogen Retning at maale ſig med Adelen, hvis Overlegenhed dengang var ubeſtridt. Men fra det Øieblik, at man uddelte Rang og Titler, der kunde bæres uden Henſyn til Fødſel eller Samſundsklasſe, ogſaa af Ikkeembedsmænd, da forandredes Forholdene. Regjeringen kom her i Beſiddelſe af et ikke ringe Magtmiddel, og for det Offentlige aabnedes gjennem de med „Charakterers“ Meddelelſe forbundne Sportler ogſaa en ny Indtægtskilde. I nogen Grad har Rangvæſen nedbrudt Skrankerne mellem de gamle Stænder, men den væſentlige Side ved Sagen var dog, at den fremkaldte en ny Fare for Demoraliſation. Men der er mange, ſom tage betydeligt feil i ſin Opfatning af Rangvæſenets Hiſtorie, naar de tro, at Rang og Titler udenvidere kunde faaes for rede Penge. Havde dette været Tilfældet, da vilde dette Uvæſen ikke have holdt ſig lige henimod Nutiden, thi, hvis enhver uanſeet ſin Herkomſt, ſin Dannelſe eller ſit Rygte havde med Penge i Haanden ligefrem kunnet kjøbe ſig den Titel, han ønſkede, havde Titlen ſelvfølgelig ſnart ophørt at være en Magnet for „præſentable“ fornemme og ſkikkelige Folk. Tingen var derimod den, at Rangen viſtnok i Regelen betaltes, (hvor Regjeringen ikke ſelv brugte den ſom Betalingsmiddel), men at det var en Naade at faa Lov til at kjøbe en ſaadan Vare, og at baade Rangens Grad og dens Pris beſtemtes efter Omſtændighederne for hvert enkelt Tilfælde.

Under ſaadanne Forhold krævedes der baade Ihærdighed og Opofrelſe for at naa den forønſkede Rang, man maatte have Patroner, og allerede disſe anvendte ſjelden ſin Indflydelſe uden Vederlag, og dernæſt maatte man, naar Vejen paa den Maade var jevnet, indgive ſin underdanigſte Anſøgning om den høje Naade. Man har