havt et aabent Blik for denne Sandhed. Hendes Montanus er en indbildsk og umoden Realist og Polytekniker.
Man maa imidlertid ikke tro, at Holberg lader „Bjergets“ Spidsborgerlighed staa med Palmer i Hænderne i Kampen med det udblæste kjøbenhavnske Skolelys. Vistnok lader han den naturlige og sunde Bondeforstand komme til sin Ret igjennem Montanus’s ustuderede, men kvikke Broder Jakob, men samtidig har han ogsaa anbragt Per Degn og Jesper Ridefoged. Per er et fortræffeligt Exemplar af en allerede fra første Færd af taabelig og tynd, senere i sin Degnebestilling yderligere fordummet, men dog fremdeles selvgod Student, der aldeles har svedet ud den lille Smule Kundskab, han maaske engang har havt, og hvis Liv nu helt er gaaet op i Strævet for det daglige Brød. Af den Sort Folk saa man dengang en uhyre Mængde, da Danmark havde Latinskoler i ethvert noksaa lidet Ravnekrog, (f. Ex. 24 alene i Nørrejylland), men den største Del af disse Skoler vare derhos saa yderst slet udstyrede i enhver Henseende, at man i 1739 omsider ophævede en stor Del af disse mere skadelige end gavnlige Skoler. Degnen er den mest fremtrædende af Erasmus’s Modstandere, men Jesper, der er skildret i kortere Træk, er ikke mindre interessant. Hans Bevisførelse imod Erasmus bør være uforglemmelig: „1) Først finder jeg i min Samvittighed, at jer Mening er falsk. 2) Siger jeg, at alt, hvad I har talt, er lutter Løgn. 3) Er jeg en brav Mand, hvis Ord altid har staaet til Troende 4) Siger jeg, at I har talt som en Carnali, og at Tungen burde skjæres af jer Mund. 5) Og endelig for det femte vil jeg til Overflod bevise jer over, enten I vil i Kaarde eller tørre Hug.“ Paa den Slags Svar maa ogsaa bedre og klogere Mennesker end Erasmus Montanus altid være forberedte.
Enevoldsregjeringen havde givet Rangforordninger og derved sat den mere velhavende Borgerstand paa en farlig Prøve, som de færreste kunde bestaa. Tidligere havde
