Side:Daae - Ludvig Holberg.djvu/62

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
62

det er aabenbart en ſtor Misforſtaaelſe, naar nogle have ment, at Komedien er nær ved at ſlaa om i det Tragiſke paa det Punkt, hvor Montanus ſkal lide, fordi han holder faſt ved Sandheden, at Jorden er rund, medens „Bjergets“ Beboere paaſtaa, at den er „flat“. Thi Tingen er den, at Montanus netop ikke forſvarer Jordens Kugleform, fordi Jorden er en Kugle, men alene fordi han holder det for at være under ſin philoſophiſke Værdighed at frafalde en Paaſtand, naar han førſt har fremſat den. For ham er det nemlig alene kun Formen, ikke Realiteten, hvorpaa det kommer an. Han erklærer ogſaa ligefrem, at han kan beviſe, hvad han vil, f. Ex. at Degnen er en Hane, og ſaa have de ulærde Folk paa Bjerget ikke Lov at ſige ham imod, da han er baccalaureus philosophiae. Prøver paa hin Kunſt, at beviſe hvadſomhelſt, giver han i rigt Maal, idet han f. Ex. godtgjør, at det er Børns Pligt at ſlaa ſine Forældre. Herfor fører han endog to Beviſer, førſt dette: „Den, man elſker meſt, ſlaar man meſt, man bør ingen elſke mere end ſine Forældre, ergo bør man ingen ſlaa mere“, dernæſt følgende: „Hvad jeg har oppebaaret, bør jeg efter Evne erſtatte, jeg har i min Ungdom oppebaaret Hug af mine Forældre, ergo bør jeg give dem Hug igjen“. Hos en ſaadan Perſon kan der ikke være Tale om den ophøjede Sandhedskjærlighed og Offervillighed for Videnſkaben, der maatte til for at gjøre ham til tragiſk Helt. Erasmus elſker kun ſig ſelv og ſine hovmodige Indbildninger om at være Lærd og Philoſoph.

At Erasmus idelig taler Latin, følger af ſig ſelv, fordi Latinen dengang var det akademiſke Sprog og ſom ſaadant brugtes i alle Disputationer. Latinen hører ſaaledes naturligt til Koſtumet, men ikke til Karakteren. Erasmus’s Aandsfrænder ere da heller ikke forſvundne med Latinens Herredømme i Skolen og Literaturen, tvertom de trives fremdeles fortræffelig, om end under et forandret Ydre. Novelliſtinden Fru Gyllembourg har i ſin fine og ſkjønne Fortælling „Montanus den Yngre“