rede liden Agtelse eller Velvilje for det Folk, som de skulde forsvare. Man erindre, at Trediveaarskrigen kun laa faa Menneskealdre tilbage i Tiden, og at Danmarks og Norges staaende Hær egentlig først var udviklet efter Enevoldsmagtens Indførelse og dertil mest ved Hjælp af indkaldte Fremmede. Endnu henimod vor egen Tid har Tybos Race, om end med betydelig nedstemte Fordringer og i stærkt formindsket Maalestok, kunnet fortsætte sit Liv saa længe, at „Lieutenant v. Buddinge“ for 40 Aar siden, da Hostrup skrev „Gjenboerne“, kunde gjøre Lykke som en heldig Figur. Holberg har i Jakob v. Tybo laant flere meget vittige Træk fra Plautus og Terents. Fra den antike Komedie har han ogsaa optaget Snyltegjesten, der er anbragt paa den mest glimrende Maade. Dennes Samtaler med Tybo, hvem han af Egennytte smigrer ved at rose hans „Talje“, ved at sammenligne hans Ryg og hans Bag med Vimmelskaftet og Amager Torv, ved at fortælle ham, at „man skulde tænke, en Løve havde været Herrens Fader og et Faar Herrens Moder, saadant Ansigt har Herren, fuldt af Mildhed og Majestæt“, ja tilsidst ved at kalde ham en „islandsk Løve“, alt dette vil ingen glemme, der først engang har fornøiet sig derover.
I Tybos Medbeiler Mag. Stygotius gjør vi Bekjendtskab med en ældre i sit Pedanteri forstenet Akademikus. En anden Repræsentant for den lærde Stands Forvildelser er „Erasmus Montanus“. Komedien af dette Navn, der af mange ansees for Holbergs største Mesterstykke skildrer os en ung, indbildsk og egoistisk Student, der dog endnu synes at kunne reddes for en forstandigere og nyttigere Livsvirksomhed. I Tidens Medfør er Montanus (atter latiniseret for Rasmus Berg) en akademisk Klopfægter, der har forelsket sig i den formelle Logiks Kunstgreb og virkelig, som det synes, tilegnet sig en stor Behændighed i at bruge dem, medens han i Virkeligheden ikke besjæles af videnskabelig Aand. Dette maa man erindre, om man vil fatte dette Stykke. Thi
