den Form, Sagnet havde antaget i Graverens Mund, middelbart stammede fra Komedien.[1]
Af disse tre Stykker er „Hexeri eller blind Allarm“ af størst kulturhistorisk Interesse. Det bringer os til at tænke over, hvor utrolig nær den Tid ligger os, da ikke alene den uvidende Hob, men endog Samfundets mest kundskabsrige og høitstaaende Mænd, ansaa Hexeriet og Troldskaben for en Virkelighed, og at de berygtede Hexeprocesser først i det attende Aarhundrede ganske forsvandt. De vare en Arv fra Middelalderen, og det var Pave Innocents VIII. (Alexander VI.s umiddelbare og værdige Forgjænger), der ved en Bulle af 1484 havde bragt dem i System. Men det var langt fra, at Reformationen befriede de protestantiske Lande for dette skrækkelige Uvæsen. Tvertimod, i Norden begyndte de først efter Kirkeforbedringen at gaa rigtig i Svang. Fra alle danske Landskaber haves Exempler paa, at Baal og Brand kom til Anvendelse for Hexeri, og det lyder forfærdeligt, naar Sjellands første lutherske Biskop Palladius beretter om, at nylig vare blot paa Øen Als og omliggende Smaaøer „henved 52 Hexe“ fangne og brændte. 1589 brændtes 13 Troldkvinder i Kjøbenhavn. I Norge fandt lignende Rædselsscener Sted, saaledes blev i Slutningen af 16de Aarhundrede den lærde og fortjente Theolog og Historiker Absalon Pederssøns Enke brændt i Bergen som Hex. Christiansand var i de før-
- ↑ Det er ikke sjelden Tilfældet, at de Sagn og Fortællinger, man kan faa høre i Bygderne, i Virkeligheden have sin Kilde i trykte Bøger. Som et interessant Exempel vil jeg nævne — hvad Prof. G. Storm har paavist i Norsk hist. Tidsskrift, 2 R. II. S. 377—385 —, at man i vor Tid paa flere Kanter paa Vestlandet, navnlig i Sætersdalen, har Sagn om Gretter Aasmundssøn, hvilke man i Begyndelsen var fristet til at antage for ægte, da de neppe kunde stamme fra Gretters først sent udgivne Saga, men som ved nærmere Undersøgelse viste sig at have sin Rod i det 1651 udkomne Skrift Norrigia illustrata af den kjøbenhavnske Boghandler J. L. Wolff.
