erindre, at Chemien, der nu spiller en saa stor Rolle i Verden, for en stor Del skylder disse misforstaaede Forsøg sin Udvikling, og at de, der ikke fandt Guldet under sit Arbeide, gjorde andre Opfindelser, f. Ex. da Bøtticher, der sad fast i Dresden, opfandt Porcellænet. Det kunde synes indlysende, at om man virkelig lærte at gjøre Guld, vilde dette kun medføre, at Guldet vilde tabe sit Værd, ialfald maatte Guldmageriets Betydning bero derpaa, at Kunsten holdtes hemmelig, og dette var da ogsaa Grunden til, at Personer, om hvem man troede, at de i Løndom øvede Kunsten, hyppig bleve tagne til Fange af Fyrster, som vilde bruge dem i sin Tjeneste, men aldrig slippe dem paa fri Fod. Ogsaa en af vore egne Konger, Frederik III., var ivrig for Guldmageriet og satte paa den Maade mange Penge overstyr. Selvfølgelig gaves der ogsaa adskillige ligefremme Bedragere, der ikke engang alvorlig havde arbejdet paa at gjøre den store Opdagelse, men kun benyttede sig af Folks Lettroenhed. En saadan er det, som vort Stykke bringer paa Scenen. Mod Slutningen af forrige Aarhundrede synes Tanken om Guldmageri at være endelig opgivet, og den kjendes nu kun fra Historien.
Tre Stykker af Holberg, „Uden Hoved og Hale“, „Hexeri eller blind Allarm“ og „Abracadrabra“, behandle Scener, hentede fra Samtidens Tanker om overnaturlige Magters Indvirkning paa Menneskenes Liv. De give alle Anledning til interessante Indblik i Menigmands Forestillinger i denne Henseende om Spøgelser, Gjengangere o. s. v. Mangengang svare disse temmelig nøie til, hvad der endnu i en langt senere Tid har været troet hos os. Man sammenligne f. Ex. Act. 1, Sc. 5 i „Uden Hoved og Hale“, hvor Roland fortæller om Pigen, der for efter sin Madmoder til Bloksbjerg paa et Kosteskaft, med „Graverens Fortællinger“ i Asbjørnsens Huldreeventyr, og man vil finde en saa nøiagtig, næsten ordret Lighed, at man endog kunde fristes til at tro, at
