som Stykket meddeler, og som optager hele anden og tredie Akt. De kunne ikke beskrives, de maa læses, man fortryder ikke derpaa. Her faar man et fuldstændigt Galleri af Borgerkoner og Sladdersøstre, og dertil endog en fattig-fornem „Frue“, ikke den mindst komiske af disse Figurer. Vore Tipoldemødre træde os imøde, som vare de levende den Dag idag. Og saa den gamle Corfits under Bordet og ved Caffekværnen! Og Troels, denne mageløse Tjenestedreng, der egentlig er baade tro og nidkjær og dog med tilsyneladende barnlig Enfoldighed driller sin Herre med de nærgaaende Maanedsberegninger o. s. v!
Ogsaa „Julestuen“ og „Kildereisen“ høre til den samme Art Stykker, der fore os ind i Middelstandens daværende Levemaade. Julen spillede dengang en endnu større Rolle end nu. Vel kjendte man ikke Juletræet, der først et Stykke ind i vort Aarhundrede er kommet til os fra Tydskland, ei heller spillede Julepræsenter sin nuværende overdrevne og tildels uforstandige Rolle, men de mange gamle Udtryk „Julebroder“, „Julefred“, „Julemærker“, „Julebuk“ o. s. v. minde tilstrækkeligt om, at Selskabeligheden ret florerede paa den Tid af Aaret, om end under andre Former end nutildags. „Kildereisen“ minder om en eiendommelig Overtro om hellige Kilders helbredende Magt, der ogsaa har været kjendt i Norge, som navnlig har havt sine utallige Olafskilder.
„Det arabiske Pulver“ henter sit Stof fra en eiendommelig Side af Datidens Overtro, nemlig den udbredte Mening, at man kunde lave Guld ved Hjælp af mystiske Midler („den philosophiske Sten“ o. desl.). Hvor alvorligt man mente det, og hvilke Mænd der fandtes inden Guldmagernes (Alchymisternes) Rækker, kan man forstaa, naar man erfarer, at den store Philosoph Leibnitz var Sekretær i et alchymistisk Selskab, og at Hans Egede (endog under sit Ophold i Grønland) med Iver bestræbte sig for at finde „Stenen“, ja endog nær havde mistet Livet ved et saadant Forsøg. Man maa ogsaa
