paa en prægtig opredt Seng. Heraf har Udtrykket „Barselseng“ sin Oprindelse. En Samtidig af Holberg har optegnet, at „Konen laa som forgyldt i Sengen“, eller, som det heder i selve Comedien, „parerede som en Maibrud“. Strax efter Barnefødselen maatte den stedfundne store Begivenhed formelig anmeldes hos alle Bekjendte, Undladelse heraf vilde være en Fornærmelse mod Vedkommende; man erindrer, at Stykket begynder med Troels’s uhyre Liste paa 93 Koner, til hvem han maatte løbe omkring. Alle disse Veninder havde nu den Forpligtelse at indfinde sig i „Barselstuen“ for at se til Konen, underholde hende med Passiar, og der sendtes ogsaa jevnlig Barselmad, der imidlertid maatte betales med Drikkepenge. De Besøgende skulde naturligvis trakteres, saa at Konens Værelse ganske fik Udseende af en Damekafé. Man kan begribe, hvilken rigelig Mængde af Byrygter og Historier her maatte komme for Dagen, det blev ret en „Faddersnak“ og „Faddersladder“. Derimod vare Mændene oprindelig strengt udelukkede fra disse kvindelige Mysterier; lode de sig finde der, havde de forbrudt sin Hat, der maatte indløses som et Pant med Penge, men dette var siden gaaet af Brug. En Tilgift til disse Plager for Konen var, at ikke alene Læger, men ogsaa Kvaksalvere („Mester Bonifacius“), ja Signekjærringer idelig visiterede hende.
Holberg var bestandig en Ynder af at snakke med Fruentimmer og foretrak deres Konversation for sit eget Kjøns. Han skriver ogsaa selv i en af sine Epistler: „Naar jeg er hjemme, er jeg idelig udi et Slags Arbeide, som foraarsager Hovedbryden, saa at jeg gaar ud for at lade Hjernen have fornøden Hvile. Saadan Hvile faaes fornemmeligen udi Fruerstuer, hvor der forefalder gemenligen ikke uden jevn Snak, som ingen Meditation behøver.“ Det er en gammel Fortælling, at Holberg særlig yndede at komme i Barselstuer, hvilke dengang efterhaanden vare bleve aabnede ogsaa for Mænd, og den gjendrives just ikke ved de Referater af Passiaren i dem,
