nu hyppigen ser tilfældige eller selvbudne Gjester i sit Hus og derfor ogsaa kan modtage dem uden store Anstalter eller Forberedelser, vare i Regelen dengang Husene og Familierne til Hverdags temmelig afstængte for hverandre, og skulde man have Gjester, maatte det gaa yderst overflødigt og kostbart til. Bryllupper, Barseler og Begravelser udkrævede, naar det ikke skulde ansees for en Ydmygelse eller Falliterklæring, en stor Ødselhed, thi Enhver vilde her vise, hvad han formaaede og den Ene ikke staa tilbage for den Anden, Forhold, der indtil den senere Tid have holdt sig paa Landet. For mere end en Familie har denne uheldige Skik været næsten ruinerende, og med Rette heder det derfor i den foreliggende Komedie: „En stakkels Kone mister sin Mand, som jeg sætter efterlader hende nogle Skillinger, som hun ved Forsigtighed kunde leve af. Fornuften siger, hun skal konservere dem, men Moden siger, hun skal skaffe sin Mand saadan en hæderlig Begravelse, at hun har intet tilbage at føre et hæderligt Levnet for.“ Allerede tidlig begyndte Lovgivningen at ville sætte Grændser for saadan Ufornuft ved nøie at bestemme Antallet baade af Gjester og Retter alt efter de forskjellige Stænder, men saadant lader sig nu aldrig ordne ved Lov, thi Bestemmelserne kunne ikke overholdes. Af deslige Sædvaner havde navnlig de, der stode i Forbindelse med Barseler, mange latterlige Sider og maatte altsaa i særegen Grad være indbydende for en Komedieforfatter. Thi her var det ikke nok med Beværtningen for Fadderne paa selve Daabsdagen (i Regelen, som bekjendt, faa Dage efter Barnefødslen), men det hele Hus maatte saa at sige staa paa Ende endnu i flere Uger. Christian V.s Lov (baade den danske og den norske) befaler (2—8—9), at „Præsterne skulle formane Barselkvinder til, at de sig indeholde i fem eller sex Uger efter deres Barnefødsel“, og nu var det bleven Skik i de danske Byer, at en Barselkone, der regnede sig til „den bedre“ Klasse, maatte og skulde tilbringe denne lange Tid liggende pyntet og „udstafferet“
