dengang han mener at have faaet Gift, er smuk, og man har med Rette tilføiet, at Holberg paa intet Sted er kommet det rørende saa nær som her. Selve Stykkets Fabel har Holberg, efter hvad han selv tilstaar, hentet fra et dengang bekjendt Skrift, Bidermanns Utopia.
Jeppe er ikke det eneste Stykke, hvori der forekommer Bønder. For ikke at tale om „den pantsatte Bondedreng“, hvis Titelrolle ifølge Stykkets hele Anlæg kun maa være Dosmerens, kan her navnlig anføres „den 11te Juni“, hvor der fremføres for os et helt Udvalg af Jyder, en Del af det danske Folk, som Holberg forøvrigt ikke rigtig yndede. Vi gjøre her Bekjendtskab med nærige Proprietærer, Studeprangere og Forpagtere, der besøge Kjøbenhavn ved Terminstiden for at inkassere Renter af sine opsparede og der anbragte Midler. Medens de fleste af disse Folk udmærke sig ved stor Snedighed og Forsigtighed, bliver en af dem, den ynkelige Nils Studenstrup, et let og værdigt Bytte for Hovedstadens Gavtyve. Den 11te Juni er naturligvis „et meget vittigt Stykke, men har ogsaa, hvad Forfatteren selv erkjendte, adskillige noget lavkomiske Scener. „Jeg maa,“ siger Holberg, „undertiden sætte min egen Humeur tilside og hænge den Mad paa Krogen, som jeg veed, Mængden helst vil bide paa.“ Dette havde sin Grund i Theatrets slette Finantser, som gjorde et Kassestykke højst ønskeligt. Beregningen slog til, thi Kjøbenhavnerne morede sig fortræffeligt. Ogsaa i Erasmus Montanus gjøre vi, som siden skal vises, Bekjendtskab med danske Bønder.
Til de ypperste Malerier af sin Tids Sæder og Skikke maa henregnes Komedien „Barselstuen“, om hvilket Baggesen med fuld Føje har ytret, at „Historieskriveren som saadan vilde mindre beklage Tabet af alle Holbergs øvrige dramatiske Arbejder end Tabet af dette ene Lystspil.“
For ret at forstaa Stykkets Situation maa man erindre, hvor væsentlig forskjellig Selskabsliv og Omgang var dengang i Sammenligning med nu. Medens man
