fremhæves, at medens under den gamle Forening de norske Bønder nød en personlig Frihed som kun i meget faa europæiske Lande, befandt Hovedriget Danmarks Almue sig i den mest fornedrede og mislige Stilling, thi skjønt f. Ex. Christian IV havde ønsket at ophæve Bornedskabet (Øernes Bondestands Ufrihed), var det ikke lykkedes ham. Vel var dette siden rettet paa i 1702, men den fattige Bondes svære Hoveripligt stod igjen, og snart kom Stavnsbaandet, der af militære Hensyn forbød Bonden at forlade sin Hjemstavn i de Aar, som er Livets afgjørende, i Stedet, og dette udstraktes til hele Danmark. Prisgiven en barbarisk Behandling og kjæmpende med Nød og Mangel, stod altsaa Bonden paa et lavt Standpunkt og var jevnlig henfalden til Drukkenskab. Men med alt dette var den sunde Kjerne endnu tilstede hos Bonden, om der end vistnok paa den Tid ikke var ret mange, som havde Øie derfor. Men mellem dem var Holberg, om hvem man paa en vis Maade med Sandhed kan sige, at han var en Bondeven. Det forundrer os ikke, at han i sine senere Aar, da han selv var bleven Godseier, viser sig saa vel bekjendt med de danske Bønders Forhold, men desto mærkeligere var det, at han, Nordmanden, allerede dengang han som endnu ung Mand skrev sin „Jeppe“, var saa fortrolig med Bonden og havde Øie ei alene for hans Skyggesider, men ogsaa for de bedre og tiltalende. Det vidner høit om hans geniale Blik. Bekjendtskabet har sandsynligvis været gjort under de Fodvandringer, som der er Spor til, at Holberg har foretaget i Danmark, saavel som i Udlandet. Jeppe er paa denne Maade bleven til noget mere end en Karikatur, thi vel ere de sørgelige Sider komne frem, Drikfældigheden og Trællesindet spiller en Hovedrolle i Billedet, og vi faa se, hvor galt det skulde have gaaet, om Bønderne pludselig vare komne i Besiddelse af Magten, men jevnlig er der ogsaa indstrøet sympathetiske og forsonende Træk. Jeppe er saaledes ikke blottet for Vittighed, han har Sands for Folkepoesien, og hans Afsked med Livet,
