Side:Daae - Ludvig Holberg.djvu/48

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
48

„en Æſke“.[1] Indlod man ſig endelig paa at ſpadſere, maatte man dog ſtadig have en „Lakei“ vandrende efter ſig, men, ſom Holberg ſelv ſiger, ſaa man i Kjøbenhavn „endog Folk af maadelig Stand at lade ſig ſe udi Equipage, ſom en Ambasſadeur ikke vilde ſkamme ſig ved udi et Indtog.“ I Sammenhæng med denne Skyhed for at gaa tilfods kom Klædedragtens Udſeende til at ſtaa. Støvler havde egentlig kun hjemme paa Reiſer eller paa Jagt, ellers ſkulde det være Sko og hvide Strømper. Hovedet ſkulde prydes med Paryk og Hatten i Regelen bæres under Armen. Hvilken Rolle Parykken ſpillede, er bekjendt. Med ſaadan Hovedbedækning var det altid bekvemt at lade ſig bære eller kjøre, og for Damerne med de da brugelige Fiſkebensſkjørter var Portechaiſen den bekvemmeſte Befordring. Dette Væſen ytrede naturligvis ſin Indflydelſe i mange Forhold. Det bevirkede bl. A., at Theatret fik færre Beſøgende, thi man kunde ikke ſom nu nøie ſig med at „gaa i Theatret“ med ſin Billet, man maatte kjøre eller bæres, og det forøgede Udgiften.

En ſærlig Interesſe frembyde Tyendeforholdene. Det hørte til, at den „fornemme“ Borger maatte holde ei alene de fornødne Tjeneſtefolk til det daglige og ſtrengt nødvendige Arbeide, men han maatte have „Lakei“, med andre Ord der maatte være en Henrik ved Siden af en Arv. Naar Sønnen blev voxen, ſkulde han helſt have en egen Lakei for ſin Perſon. Naturligvis maatte Hu-

  1. Endnu i 1762 ſkrives i N. Prahls Skjalle-Tidende for Januar 1762:

    Nær havde jeg forglemt at melde Dig min Læſer,
    At om Du ei vil gaa, ſaa er her Portechaiſer,
    For otte Skilling Du velbaaren blive kan,
    Kjøb ſaadan Herlighed, ifald den ſtaar Dig an.

    Man havde naturligvis ogſaa „ſaadan Herlighed“ i Norge. I 1781 lod Kammerherreinde Adeler ſig bære i Portechaiſe fra Gimsø Kloſter til Chriſtianſand! (W. Lasſens Norſke Stamtavler, S. 44).