„en Æske“.[1] Indlod man sig endelig paa at spadsere, maatte man dog stadig have en „Lakei“ vandrende efter sig, men, som Holberg selv siger, saa man i Kjøbenhavn „endog Folk af maadelig Stand at lade sig se udi Equipage, som en Ambassadeur ikke vilde skamme sig ved udi et Indtog.“ I Sammenhæng med denne Skyhed for at gaa tilfods kom Klædedragtens Udseende til at staa. Støvler havde egentlig kun hjemme paa Reiser eller paa Jagt, ellers skulde det være Sko og hvide Strømper. Hovedet skulde prydes med Paryk og Hatten i Regelen bæres under Armen. Hvilken Rolle Parykken spillede, er bekjendt. Med saadan Hovedbedækning var det altid bekvemt at lade sig bære eller kjøre, og for Damerne med de da brugelige Fiskebensskjørter var Portechaisen den bekvemmeste Befordring. Dette Væsen ytrede naturligvis sin Indflydelse i mange Forhold. Det bevirkede bl. A., at Theatret fik færre Besøgende, thi man kunde ikke som nu nøie sig med at „gaa i Theatret“ med sin Billet, man maatte kjøre eller bæres, og det forøgede Udgiften.
En særlig Interesse frembyde Tyendeforholdene. Det hørte til, at den „fornemme“ Borger maatte holde ei alene de fornødne Tjenestefolk til det daglige og strengt nødvendige Arbeide, men han maatte have „Lakei“, med andre Ord der maatte være en Henrik ved Siden af en Arv. Naar Sønnen blev voxen, skulde han helst have en egen Lakei for sin Person. Naturligvis maatte Hu-
- ↑ Endnu i 1762 skrives i N. Prahls Skjalle-Tidende for Januar 1762:
Nær havde jeg forglemt at melde Dig min Læser,
At om Du ei vil gaa, saa er her Portechaiser,
For otte Skilling Du velbaaren blive kan,
Kjøb saadan Herlighed, ifald den staar Dig an.Man havde naturligvis ogsaa „saadan Herlighed“ i Norge. I 1781 lod Kammerherreinde Adeler sig bære i Portechaise fra Gimsø Kloster til Christiansand! (W. Lassens Norske Stamtavler, S. 44).
