en anden Tid. Enhver Tid frembringer rigeligt Stof for en satirisk og komisk Digter. Men det er ikke til enhver Tid, at en stor og overlegen Satiriker melder sig. Mange og lange Tidsrum flyde hen, uden at dens Synder og Fejl blive gjorte til Gjenstand for den Art af Tilrettevisning. En Holberg hører til de allersjeldneste Forekomster. Men naar saa en enkelt Periode finder en saadan Forfatter, er det dermed ingenlunde sagt, at den derfor fortjener i særegen Grad at stilles i Historiens Gabestok. Holbergs Tid havde sit Philisteri, vore Dage have sit, og det ville alle Dage have. „Det er derfor snarere Holbergs Natur, hans Blik for de Medlevendes Svagheder, der har gjort ham til komisk Digter, end Mangelen paa Alvor i hans Tid.“[1] Man maa erindre at Holbergs Tid ei alene vrimlede af Jean de France’r, Tyboer og Stygotier, men at samtidig Kirken viste kraftige Livstegn gjennem Hersleb, Pontoppidan, Hans Egede og Th. v. Westen, ligesom Videnskaben gjennem Gram, og det var i den samme Tid, at Slesvig gjenerhvervedes, at Tordenskjold kjæmpede og Frederikshald brændte for Konge og Fædreland.
For at forstaa den Baggrund, der stedse maa haves for Øie, naar man læser Holberg, maa man først og fremst erindre, at Danmark-Norge var et Enevoldsmonarki, og at dette allerede havde vundet et Par Menneskealdres Hævd og Sikkerhed.[2] Denne Statsforandring havde naturligvis ogsaa fremkaldt en Revolution i Samfundsforholdene og derigjennem i Leveskikken. Indtil 1660 havde den gamle danske, mægtige og fornemme Adel behersket Samfundet. Nu blev det dens Lod at vige dels for en indslyttet tydsk Hofadel, dels ogsaa for den rigere Borgerstand, hvis Betydning nu blev ulige
