man (1747) atter et dansk Theater. Man maatte derfor indskrænke sig til at nyde Holbergs Stykker gjennem Læsning, thi han havde naturligvis udgivet dem i Trykken, og de fandt en rivende Udbredelse.
Vi skulle nu beskjæftige os en Stund med Holbergs Stykker i Almindelighed og med enkelte af dem i Særdeleshed Jeg er ikke Æsthetiker, og det vil derfor ikke være min Sag at skildre dem fra den Side. Heller ikke agter jeg her at indlade mig paa Forholdet mellem Holberg og de antike Digtere, Plautus og Terents, fra hvem han har laant mere end et Træk og mere end en Vittighed, eller paa Forholdet mellem ham og Franskmanden Moliere. Derimod vil jeg dvæle ved de Holbergske Stykkers Betydning som levende Malerier af Tilstanden, Levemaaden og Tænkemaaden i Digterens Samtid, der give dem en saa overordentlig stor historisk Betydning. Allerede Øhlenschlæger har i denne Henseende gjort den berømte og træfsende Bemærkning, at om Kjøbenhavn sank i Afgrunden og man efter Aarhundreders Forløb opdagede de Holbergske Lystspil, vilde disse med Hensyn til Kundskab om Hovedstadens borgerlige Liv paa denne Tid have samme Værd og Betydning, som Pompejis Ruiner, hvad det gamle Italien angaar.[1]
Med Hensyn til den Holbergske Tidsalders Karakteristik maa der strax i Retfærdighedens Navn gjøres en Hovedbemærkning. Det er nemlig blevet sagt og utallige Gange gjentaget, at netop den Tid var i en saa særegen Grad indbydende til satirisk Behandling, og at i den mere end ellers — for at tale med Welhaven —:
Hver Tankens Form var stivnet og forskruet
Og gik i tusind Daarligheders Sold,
men dette er kun en Paastand, som ikke kan bevises. Sandheden er uden Tvivl den, at de menneskelige Daarskaber til alle Tider ere de samme, om end den ene af dem kan gjøre sig mere gjældende til en, den anden til
- ↑ Tidsskriftet Athene, I. S. 304.
