Side:Daae - Ludvig Holberg.djvu/45

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
45

man (1747) atter et danſk Theater. Man maatte derfor indſkrænke ſig til at nyde Holbergs Stykker gjennem Læsning, thi han havde naturligvis udgivet dem i Trykken, og de fandt en rivende Udbredelſe.

Vi ſkulle nu beſkjæftige os en Stund med Holbergs Stykker i Almindelighed og med enkelte af dem i Særdeleshed Jeg er ikke Æſthetiker, og det vil derfor ikke være min Sag at ſkildre dem fra den Side. Heller ikke agter jeg her at indlade mig paa Forholdet mellem Holberg og de antike Digtere, Plautus og Terents, fra hvem han har laant mere end et Træk og mere end en Vittighed, eller paa Forholdet mellem ham og Franſkmanden Moliere. Derimod vil jeg dvæle ved de Holbergſke Stykkers Betydning ſom levende Malerier af Tilſtanden, Levemaaden og Tænkemaaden i Digterens Samtid, der give dem en ſaa overordentlig ſtor hiſtoriſk Betydning. Allerede Øhlenſchlæger har i denne Henſeende gjort den berømte og træfſende Bemærkning, at om Kjøbenhavn ſank i Afgrunden og man efter Aarhundreders Forløb opdagede de Holbergſke Lyſtſpil, vilde disſe med Henſyn til Kundſkab om Hovedſtadens borgerlige Liv paa denne Tid have ſamme Værd og Betydning, ſom Pompejis Ruiner, hvad det gamle Italien angaar.[1]

Med Henſyn til den Holbergſke Tidsalders Karakteriſtik maa der ſtrax i Retfærdighedens Navn gjøres en Hovedbemærkning. Det er nemlig blevet ſagt og utallige Gange gjentaget, at netop den Tid var i en ſaa ſæregen Grad indbydende til ſatiriſk Behandling, og at i den mere end ellers — for at tale med Welhaven —:

Hver Tankens Form var ſtivnet og forſkruet
Og gik i tuſind Daarligheders Sold,

men dette er kun en Paaſtand, ſom ikke kan beviſes. Sandheden er uden Tvivl den, at de menneſkelige Daarſkaber til alle Tider ere de ſamme, om end den ene af dem kan gjøre ſig mere gjældende til en, den anden til

  1. Tidsſkriftet Athene, I. S. 304.