gaard, til at foreslaa ham at forsøge sig i at skrive danske Komedier. Muligt er det ogsaa, at Holberg allerede af indre Drist havde begyndt at skrive Lystspil. I ethvert Fald gik det vidunderlig raskt med hans Forfatterskab i den Retning, det ene Mesterstykke efter det andet fremkom i en ubegribelig kort Tid. Den 23de September 1722 aabnedes i lille Grønnegade „den danske Skueplads“. Det første, der opførtes, var et oversat Stykke, men saa kom strax efter Holbergs „politiske Kandestøber“. Endnu inden Aaret var omme, fik man „den Vægelsindede“, „Jean de France“. „Jeppe paa Bjerget“ og „Geert Westphaler“, og saa kom raskt det ene Stykke efter det andet. Men det nye Theaters Levetid blev kort. Vel morede man sig godt, men Theaterbesøgene bleve ikke saa hyppige, som man havde ventet. Hofset kunde efter Datidens store Etikette ikke indlade sig paa at besøge et privat Theater, den fornemme Verden holdt sig derfor ogsaa næsten borte, og dette indvirkede igjen paa den formuende Borgerstand. Menigmand var paa den anden Side saa udannet, at han nok hellere saa de tydske Spektakelstykker med Lynild, Torden o. s. v. eller morede sig ved at se paa „den stærke Mand“. Vanskeligt var det ogsaa at faa gode Skuespillere, helst vilde man have Studenter, men for dem ansaaes intet for mere upassende end en saadan Optræden, ligesom det da heller ikke manglede paa dem, der fandt det i høieste Grad anstødeligt, ja forargeligt, at en Professor ved Universitetet indlod sig paa at skrive for Theatret. Omsider spillede vedkommende Fallit; og Theatret maatte lukkes 1727, idet der tilsidst opførtes et lidet Stykke af Holberg, „Den danske Comoedies Ligbegjængelse“. Aaret efter indtraf Kjøbenhavns store Ildebrand, der for en længere Tid gjorde en Gjenoptagelse af et Theater umulig. I 1730 begyndte Christian VI.s Regjering. Under den var der, som Læseren vil forstaa, ikke Tale om at faa Regjeringens Tilladelse til noget saa ugudeligt og syndigt som Theaterforestillinger. Først efter denne Konges Død fik
