Side:Daae - Ludvig Holberg.djvu/41

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
41

Breve, og at Verdens Ende er nær foreſtaaende, efterſom Smør og Oſt og Fleſk og Øl ſtaa i ſaa høi Pris, Præſten paa Anholt, der formaner „rige Folk iſær“ til Gudfrygtighed, for at hans Offer ikke ſkal aftage, o. ſ. v.

De Færreſte ville nuomſtunder ret kunne begribe, hvilken umaadelig Opſigt et ſaadant Digt maatte gjøre paa den Tid, det udkom. En yngre Samtidig af Holberg, Carl Deichman († 1780 ſom Jernverkseier i Porsgrund og Stifteren af det efter ham opkaldte Bibliothek i Chriſtiania), har herom udtalt ſig ſaaledes: „Intet Skrift har i disſe Lande været med ſaa ſtor Begjærlighed læſt af Høje og Lave, af alle Stænder. Den Ene troede at finde den anden afmalet, enhver har faaet ſit Stykke, de Lærde, ſaavelſom de Militære. Med faa Ord, Nationen blev ligeſom henrykt. Bogen varihver Mands Hænder, og Peder Paars i alles Munde. De Fremmede, ſom til den Tid neppe havde kiget i en danſk Bog, bleve begjærlige at vide Indholdet, og Adſkillige begyndte da at lære Sproget.“[1]

Men om end alle læſte Peder Paars, var der ogſaa nogle, ſom læſte den med ſtor Ærgrelſe og Forbitrelſe mod Forfatteren. Det var dem, der dels troede, at der kunde være ſigtet til dem perſonlig, dels følte ſig fornærmede paa ſin Stands Vegne. Mellem disſe var der indflydelſesrige og mægtige Mænd, og der blev virkelig gjort Forſøg paa at lade Holberg dyrt undgjælde for ſin driſtige Plan. Navnlig ſer man, at en dengang baade ſom Lærd og ſom Embedsmand anſeet Mand, Frederik Roſtgaard, var yderſt opſat paa Digteren. Han var nemlig Eier af den lille Ø Anholt og fandt det højſt ſkammeligt og fornærmeligt, at Øens Befolkning og hele Forhold paa en ſaadan Maade vare latterliggjorte. Han indgav en formelig Klage til Kongen. Sagen kom for i Statsraadet, men ſkjønt Frederik IV der mindſt af alt

  1. Danſk hist. Tidsſkr. 2 R. VI. S. 398.